I det fynske folks tjeneste

Lavede og solgte masser af ulovligt fyrværkeri: I dag falder der dom

Tre tiltalte nægter indblanding i en ulovlig krudtfabrik. Fjerde mand erkender fyrværkeriproduktion og salg. I dag skal retten tage stilling.

I dag falder der dom i den bemærkelsesværdige sag fra Krogsbølle, hvor fire mand er tiltalt for at have produceret og solgt en stor mængde ulovligt fyrværkeri.

En 45-årig mand erkendte tidligere på måneden ved Retten i Odense, at han producerede og solgte tonsvis af ulovligt fyrværkeri fra marts til december sidste år.

Manden påstår imidlertid, at han var alene om at drive fyrværkerifabrikken i Krogsbølle ved Otterup på Fyn, hvor politiet fandt 795 kilo kemikalier og 9450 færdige kanonslag.

Læs også Lydklip afslører ekskærestes del i ulovligt fyrværkeri

Men samtidig er tre andre også tiltalt for at være medproducenter. En af dem er hans tidligere kæreste, som manden indrømmer vidste, hvad han lavede i maskinhallen i Krogbølle. 

I retten nægter både den 45-årige mand og kvinden, at hun var en aktiv del af fyrværkeriproduktionen.

Selv siger den 37-årige kvinde, at hun var imod at producere fyrværkeri, og ikke kunne stoppe kæresten i at drive den ulovlige fyrværkerifabrik.

De to sidste tiltalte er en 24-årig kvinde og hendes samlever på 33 år, der ligeledes begge nægter at være indblandet i produktionen.

Både ekskæresten og parret nægter sig altså skyldige i fyrværkeriproduktionen med den 45-årige, der er tidligere straffet for at levere kemikalier til en anden ulovlig fyrværkerifabrik.

I 2011 sprang den i luften og kostede to mennesker livet.

Der ventes dom i retssagen i dag, torsdag. 

Læs også Kemikalier og kanonslag: 45-årig bag ulovligt fyrværkeri

 

Ved du noget? Så send os et tip