I det fynske folks tjeneste

Minus 281 millioner: Lavere brotakster tærer på overskud hos Storebæltsbroen

Takster over Storebæltsbroen blev sænket i 2018, men det har ikke ført til den ventede fremgang i trafikken.

Storebæltsbroen havde ventet en større fremgang i trafikken på grund af de lavere takster for at køre over, men den udeblev. Foto: Sund og Bælt

Det blev billigere at køre over Storebæltsbroen i 2018, og det har betydet færre indtægter og et lavere overskud for selskabet bag. 

Det viser årsregnskabet fra Storebælt, der er offentliggjort onsdag. 

Samlet passerede 13 millioner køretøjer over broen sidste år. Det er en stigning på to procent sammenlignet med året før og det højeste antal nogensinde. 

Priserne for at køre over Storebælt blev i 2018 sænket med 15 procent for bilister, der kører på abonnement med Brobizz eller produktet PayByPlate, som genkender nummerpladen.

Storebæltsbroen havde ventet en større fremgang i trafikken på grund af de lavere takster for at køre over, men den udeblev. 

Fakta

Storebæltsbroen er ejet af selskabet Sund & Bælt, der igen er ejet af den danske stat.
 

Læs hele årsrapporten her

Flere busser kørte over

Antallet af personbiler og lastbiler steg med henholdsvis 1,7 og 3,6 procent i løbet af året. 

Den største fremgang kom på busser, der voksede med omkring 12 procent, hvilket følger en tendens med, at flere busselskaber kører på tværs af landsdelene.

Samlet faldt broens indtægter med 274 millioner til 3,28 milliarder kroner. Overskuddet dykkede små 281 millioner kroner til 1,72 milliarder kroner. 

Storebæltsbroen lægger op til at udbetale et udbytte på 1,6 milliarder kroner på bagkant af årsregnskabet.

Læs også Høringsfrist forlænget: Skal busserne i Odense køre sådan, når letbanen åbner?

Sund & Bælt ejer også den danske del af Øresundsbroen, og broen gav selskabet et overskud på 251 millioner kroner i 2018. Det er et fald på 91 millioner fra året før. 

Den samlede trafik faldt med 0,4 procent i 2018, hvor 7,5 millioner køretøjer krydsede broen mellem Danmark og Sverige. 

Udviklingen dækker over færre biler og flere lastbiler over broen.