I det fynske folks tjeneste

Laveste pris på benzin og diesel i årevis

De fynske bilister komme tirsdag morgen stå op til benzinpriser på under 9 kroner pr liter og diesel priser et stykke under 7 kroner pr liter.

I følge www.fdmbenzinpriser.dk ligger benzinprisen på en række sydfynske benzinpriser blandt de laveste i landet. Her var prisen for en liter oktan 95 tirsdag morgen 8.87 kroner.

Og meget tyder på, at priser vil falde yderligere. Det internationale marked svømmer i olie, efter sanktionerne mod Iran er ophævet, og landet har sat sin olieeksport i vejret.

Det betyder at de danske forbrugere vil kunne mærke den lave oliepris, når de kører forbi deres lokale benzinstation.

 - Som privatperson er det her en ganske fantastisk udvikling - det er billigere at fylde bilen op og billigere at varme huset op, siger olieanalytiker ved Saxo Bank, Ole Sloth Hansen til Ritzau.

Man skal dog ikke regne med, at man fra den ene dag til den anden vil kunne se benzinprisen falde drastisk.

 - Man vil bare opleve, at så falder der 10 øre af og 20 øre af. Det er ikke sådan, at der lige pludselig ryger en krone af, for langt den største del af benzinprisen er skatter og afgifter, siger Ole Sloth Hansen.
 

Fakta om den lave oliepris

Når olieprisen falder, er det godt nyt for bilister og boligejere med oliefyr, men dårligt nyt for andre.
 
Prisen for en tønde olie er mandag dykket ned under 28 dollar for første gang i 12 år.
 
Se her, hvem der umiddelbart nyder godt af den lave oliepris, og hvem der omvendt taber på olieprisens nedtur:
* Nu og her er det især forbrugere, der kan nyde godt af den lave oliepris. Den betyder nemlig, at prisen er lavere, når der for eksempel skal tankes benzin på bilen, eller fyldes op i oliefyret.
* Mange virksomheder nyder også godt af de lave oliepriser. Det er for eksempel flyselskaber, shippingvirksomheder og andre transportvirksomheder, der får færre udgifter til brændstof, når de skal transportere varer og passagerer kloden rundt.
* Omvendt gør prisfaldet ondt på de selskaber, der producerer olie. Det gælder blandt andet Maersk Oil, der hører under konglomeratet A.P. Møller - Mærsk.
* Også lande, hvis økonomi er afhængig af olieproduktion, rammes hårdt af prisfaldet. Det gælder for eksempel stater i Mellemøsten og Rusland.
* I Danmark mærkes effekten af den lave oliepris på indtægterne fra skatter og afgifter på Nordsø-olien, som dykker markant i takt med olieprisen.

 Kilder: Danske Bank, Ritzau.