I det fynske folks tjeneste

Lavvande gav vanskeligheder

Op mod 6000 mennesker fulgte spændt med, da en ny fjord blev til på Nordfyn med vand fra Lillebælt.

Lillebælt viste sig fra sin lidt lavvandede side, da en ny fjord på én gange to kilometer lørdag skulle fyldes op med flere millioner tons vand fra farvandet ved Nordfyn.

Derfor går der også nogle dage, inden fjorden er fyldt helt op. Det sker som led i at genskabe det store naturområde Gyldensteen Strand med lavvandet kystlagune, ferskvandssø og rørskov.

Det siger geolog Peter Stockmaar, der er projektleder i det rådgivende ingeniørfirma Grontmij, der står for den praktiske del med at genskabe det store rige naturområde.

- Det gav os lidt vanskeligheder, at der var lavvande i Lillebælt, så vi fik ikke helt den flodbølge, som vi kunne ønske os. Som prognoserne ser ud nu, skulle fjorden kunne være fyldt op i midten af næste uge, siger Peter Stockmaar til Ritzau.

Fjorden er en del af et kæmpe naturområde, der bliver genskabt og som skal være hjemsted for et rigt fugleliv, men vandet fra Lillebælt strømmede altså ikke lige så hurtigt ind, efter at digerne var fjernet, som det var ønsket.

Peter Stockmaar fortæller, at mellem 5000 og 6000 mennesker var mødt op for at følge med, da processen med at fylde den nye fjord op med vand begyndte.

Det område, der skulle oversvømmes svarer til 285 fodboldbaner eller næsten halvdelen af Frederiksberg.

Det er Aage V. Jensen Naturfond, der økonomisk har gjort det muligt at få genskabt det store og rige naturområde, efter at det har været inddæmmet i knap 150 år.

I februar 2011 købte Aage V. Jensen Naturfond 616 hektar land af Gyldendal Gods, og blandt arealerne er Gyldensteens inddæmmede strand. Arealerne ligger i naturlig forlængelse af Æbelø ud for den nordfynske kyst, som fonden erhvervede i 1995.

Ved du noget? Så send os et tip