Lea har fået konfirmationshjælp: Nu er der råd til en gave

Det er ikke alle familier, der hår råd til det helt store skrud, når barnet skal konfirmeres. Per Vartaou har søgt om konfirmationshjælp hos Dansk Folkehjælp og fået 2.000 kroner. Uden dem var der ikke råd til en gave til datteren Lea.

Lea Vartou og hendes far er i gang med konfirmationsforberedelserne i hjemmet i Haarby. Lea bor alene med sin storebror og sin far Per, der er uden arbejde, så hendes konfirmation bliver ikke et overflødigshorn af dyre gaver og stor fest, som mange andre får i hendes klasse.

Men Lea Vartou ved, at det er vilkårene.

- Det betyder ikke så meget. Bare jeg får en god dag. Jeg er ligeglad med, at jeg ikke får en stor fest. Jeg har selv valgt ikke at have en stor fest, siger Lea Vartou.

Konfirmationsbudgetter på 70.000

Per Vartou har brugt 4.000 kroner på Leas konfirmation. Det var, hvad der var råd til, og han mærker, at pengene er små, når han hører, hvad nogle af Leas klassekammeraters konfirmationer løber op i.

- Jeg synes, det har været rigtig svært. Specielt når jeg hører, at de har lavet budgetter ovre i skolen, hvor eleverne har siddet og regnet deres egne konfirmationer ud. Nogle af dem løber op i omkring 70.000 kroner til en konfirmation. Jeg synes, det er helt vanvittigt, at forældre skruer en konfirmation så højt op. Det er jo ikke pengene, det handler om, men børnene forventer jo mere og mere på den måde, siger Per Vartou.

Konfirmationshjælp

Per Vartou søgte om hjælp hos Dansk Folkehjælp, der for to år siden begyndte at give konfirmationshjælp til økonomisk udfordrede familier, ligesom de gør med feriehjælp og julehjælp.

Lea har fået et gavekort på 2.000 kroner, og det bliver hendes konfirmationsgave - en rejse til Norge med DFDS.

- Det betyder meget for mig, for så får vi jo en tur til Norge, i stedet for at få en fest, og det er jeg glad for, siger Lea Vartou.

- Det betyder, at der er mulighed for at give Lea en gave. Jeg har haft et budget på omkring 3-4.000 til at lave hele konfirmationen for. Både til kjole, sko, mad og hvad der skal være. Det er jo ikke meget, så gave, havde jeg sagt til Lea, det bliver der ikke noget af, fortæller Per Vartou. 

I foråret 2016 lancerede Dansk Folkehjælp pilotprojektet konfirmationshjælp på Lolland-Falster, hvor 30 udsatte og økonomisk udfordrede familier kunne søge om hjælp til at holde konfirmation.

Projektet blev en stor succes, og derfor valgte Dansk Folkehjælp efterfølgende at udbrede initiativet til resten af landet. Det betyder, at 200 familier over hele Danmark i år modtager konfirmationshjælp. 

Lille komsammen

I stedet for en stor fest får Lea besøg af den nærmeste familie og venner, når turen i kirken er overstået.

- Så kører vi tilbage, og så får vi noget franskbrød. Vi skal bare hygge os, og så skal jeg synge en sang for dem. Bagefter er der åbent hus, hvor folk kan komme og sige tillykke, fortæller Lea Vartou.

1.200 familier har i år søgt om Konfirmationshjælp hos dansk Folkehjælp.

Her kan du læse mere om Dansk Folkehjælps konfirmationshjælp. 

Se hele tv-indslaget.

 

 

Oversigt

    Oversigt