Leder mistænkt for svindel

Tidligere leder på specialinstitutionen, Kastaniely, i Faaborg er meldt til politiet, fordi Region Syddanmark har mistanke om svindel.

Mistanke om svindel med lønudbetaling og indkøbsaftaler for tæt på en million kroner er årsag til, at Region Syddanmark onsdag valgte at politianmelde tidligere forstander på Kastaniely, Bente Madsen, skriver Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.

Allerede 10. januar 2012 blev hun bortvist fra sin stilling på specialinstitutionen ved Faaborg for at have opbygget et underskud på 17 millioner kroner.

Politiefterforskning nødvendig

Ifølge direktør i Region Syddanmark Mikkel Hemmingsen viser regionens egen kulegravning af økonomien klare tegn på ulovligheder.

- Indicierne er af en sådan karakter, at vi mener, at en politiefterforskning er nødvendig, siger han.

Mikkel Hemmingsen afviser at sætte et beløb på omfanget af svindlen, men flere kilder i regionen fortæller samstemmende, at der er tale om mulig svig for tæt på en million kroner.

Det er opdagelser i den taskforce-gruppe, der blev sat til at undersøge institutionens økonomiske forhold i kølvandet på bortvisningen af Bente Madsen, som for godt tre uger siden gav mistanke om svindel på Kastaniely.

Afviser at have svindlet

Tidligere forstander Bente Madsen afviser, at hun har gjort noget ulovligt, men erkender, at der er begået fejl i styringen af økonomien på
institutionen.

- Der kan så være noget, jeg kan blive klandret for juridisk. Men jeg har ikke gjort noget for egen vindings skyld, og jeg vil ikke betegnes som
uærlig og uvederhæftig, fastholder hun.

Oversigt

    Oversigt