Leder rystet over dokumentar om forhold for udviklingshæmmede

Ansatte, der taler urimeligt hårdt til beboere og er mere interesserede i at drikke kaffe end at passe deres arbejde. En ny dokumentar afslører barske forhold for udviklingshæmmede på en institution i Nyborg.

Det er TV 2, der tirsdag viser dokumentaren "Er du åndssvag", der er optaget med skjult kamera på institutionen Strandvænget i Nyborg.

Her kan man blandt andet opleve personale, der taler urimeligt hårdt til beboerne og som er mere optaget af at snakke privat og drikke kaffe end at passe deres arbejde.

Optagelserne har chokeret Dorrit West, der er institutionsleder på Strandvænget i Nyborg.

- Jeg er selvfølgelig stærkt rystet over de scener jeg ser. Jeg ser nogle medarbejdere, som tiltaler beboerne fuldstændigt uværdigt samt en rå omgangstone, siger Dorrit West.

Allerede nu har sagen fået konsekvenser for fire medarbejdere på institutionen. 

- De pågældende medarbejdere er ikke i arbejde. Hvad der konkret skal ske i fremtiden skal jeg have en forhandling med parterne om, siger Dorrit West.

Oversigt

    Oversigt