I det fynske folks tjeneste

Ledige Anne Kruse: Fordi jeg er kvinde, fastansætter de mig ikke

03:02

En ny undersøgelse viser, at nyuddannede kvinder ofte får midlertidige jobs, mens mændene bliver fastansat. Det er Anne Kruse fra Otterup træt af.

Anne Kruse fra Otterup har i halvandet år søgt efter fast arbejde, men har kun fået tre midlertidige ansættelser. Og hun er ikke i tvivl om, hvorfor mulige arbejdsgivere har valgt hende fra i ansøgningsprocessen.

- Nu tænker jeg, at det er fordi, jeg har den alder, jeg har. Jeg er tredive og har fast kæreste. Det tænker jeg, har  indflydelse i forhold til  mulig barsel, siger Anne Kruse.

En ny undersøgelse lavet af fagforeningen Djøf viser nemlig, at nyuddannede kvinder i langt højere grad havner i løse ansættelser, end mænd gør, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Faktisk bliver det til en løs ansættelse for 45 procent af kvindernes vedkommende, mens det kun gælder for 25 procent af mændene.

- Det ser jo ikke alt for pænt ud. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, om det handler om, at man er bange for, at en kvindelig ansøger skal på barselsorlov, siger Mette Knudsen, der er rådgivningschef i Djøf.

Ligestilling eller ej?

Vi bryster os af at have ligestilling i Danmark, men et hav af tal og undersøgelser viser markante kønsforskelle, der kalder på forklaringer.

I 2014 placerede Danmark sig blandt verdens mest ligestillede samfund, og lå på en femteplads efter vores nordiske naboer  Island, Finland, Norge og Sverige på World Economic Forums rangliste for ligestilling. Siden hen er Danmark røget ned af listen. I 2016 var danmark røget ned på en 19. plads.

Og et af de områder, der kalder på en forklaring, er ansættelsesvilkårene for unge kvinder. For nyuddannede mænd lander i langt højere grad et fast arbejde end kvinder.

-  Det, synes jeg, er rigtig træls, for jeg mener, at jeg er ligeså god til mit arbejde, som en mand er. Jeg kan det, jeg kan, og jeg er flittig, og jeg får ros alle de steder, jeg har været i vikariater eller arbejdsprøvning, siger Anne Kruse.

Det kan der ligge bag tallene

At det især er mændene, der løber med de faste stillinger, kan der være flere grunde til ifølge en kønsforsker fra Syddansk universitet.

- Det kan være udtryk for et generelt fænomen, vi kender som implicitte fordomme, som har vist sig at have meget stor betydning på arbejdsmarkedet. Vi behandler ofte folk stereotypt, altså behandler dem som majoriteten af den gruppe, de tilhører. Men det er da absolut muligt, at der også er bevidste overvejelser omkring barselsudgifter, siger Anne Marie Søndergaard Christensen.

Få børn nu

Anne Kruse er både uddannet pædagog og kontorassistent, men ingen af uddannelserne har sikret hende et fast arbejde. Hun har derfor heller ikke mulighed for at tage flere uddannelser, som uddannelsessystemet ser ud i dag. Derfor ser hun kun en oplagt løsning på sin jobsituation.

- Jeg ved ikke helt, hvad det næste skridt skal være, udover at jeg må se at få nogle børn, siger Anne kruse.

Ved du noget? Så send os et tip