I det fynske folks tjeneste

Ledige koster kommuner tusindvis af timer

Landets kommuner bruger cirka 170.000 timer årligt på sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere.

Voldsom byrde

Landets kommuner bruger tusindvis af timer på at straffe kontanthjælpsmodtagere, som ikke passer deres aktivering eller bliver væk fra samtaler med sagsbehandlerne.

En ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kommunerne sidste år gennemførte 112.483 sanktioner over for borgere på start- eller kontanthjælp, skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge et skøn fra Kommunernes Landsforening (KL) bruger et kommunalt jobcenter cirka halvanden time på at administrere én sanktion.

Dermed er der tale om, at kommunernes samlet set bruger knap 170.000 timer årligt på opgaven. Omregnet til medarbejdere svarer det til 120 fuldtidsansatte sagsbehandlere eller over én medarbejder per kommune.

- Det er et temmelig stort forbrug af ressourcer, siger Ulrik Petersen, chefkonsulent i KL, til Fyens Stiftstidende.

I Kerteminde Kommune gennemførte jobcentret sidste år rundt regnet 500 straffeaktioner fordelt på kommunens cirka 400 kontanthjælpsmodtagere.

- Det er en voldsom administrativ byrde, som går ud over vores ressourcer til borgere, som måske har endnu mere brug for vores hjælp, siger kommunens myndighedschef Holger Jensen til Fyens Stiftstidende.

Ulrik Petersen peger på, at beskæftigelsesloven er alt for kompliceret:

- Regelsættet kan være svært for borgerne at gennemskue. Derfor træder de nogle gange ved siden af uden at vide det. Mere simple regler vil formentlig betyde færre overtrædelser og dermed færre sanktioner, siger chefkonsulenten.