I det fynske folks tjeneste

Ledigheden falder fortsat på Fyn

Antallet af arbejdsløse på Fyn faldt i januar med 456 personer i forhold til måneden før. I forhold til januar sidste år er faldet på over 2000 personer.

Med en arbejdsløshedsprocent på 6,1 procent ligger ledigheden på Fyn fortsat over landsgennemsnittet på 5,4 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I alt var 13.250 fynboer uden job i januar mod 15.335 personer i samme måned året før.

Men det seneste år er ledigheden på Fyn faldet mere end på landsplan. I januar 2013 var der 7,1 procent arbejdsløse på Fyn, og i januar i år var tallet faldet til 6,1 procent. Det er et fald på en procent mod et fald på 0,6 procent på landsplan.

- Vi skal glæde os over, at ledigheden falder, men det vigtigste er dog, at beskæftigelsen stiger. Det ved vi ikke noget om endnu. Den faldende ledighed kan godt hænge sammen med at folk flytter eller ryger ud af systemerne, siger formanden for beskæftigelsesregion Syddanmark, Ib Haahr.

Der er stor forskel på ledigheden i de fynske kommuner. Værst ser det ud i Odense, der med 6.178 arbejdsløse har en ledighedsprocent på 7 procent. Mindst ledighed er der i Middelfart, der med 683 ledige har en arbejdsløshedsprocent på bare 4 procent.

Danmarks Statistik gør dog også opmærksom på, at tallene skal tages med et vist forbehold, da der januar i år er sket en række ændringer, der påvirker den måde tallene bliver registreret på.