Ledte efter porno: Skoleleder anses for skyldig

En skoleleder og en souschef på Strandmølleskolen i Assens anses som skyldige for brud på persondataloven, men bliver ikke straffet.

Opdateret med Statsadvokatens begrundelse for tiltalefrafaldet.

Statsadvokaten i Viborg har givet tiltalefrafald til en skoleleder og en souschef på Strandmølleskolen i Assens.

Det oplyser Fyns Anklagere på Twitter.

Tiltalefrafaldet drejer sig om sagen, hvor skolelederen i november 2015 fik en gruppe 7. klasses drenges computere gennemsøgt efter en mistanke om, at de havde set og vist porno i et frikvarter.

Der blev ikke fundet porno i på elevernes computere, og en far til én af drengene anklagede efterfølgende skolelederen for brud på persondataloven og meldte ham til Datatilsynet. 

Datatilsynet har tidligere konkludereret, at "Strandmølleskolen har overtrådt persondatalovens § 5, stk. 2 og 3, samt § 6, stk. 1".
Datatilsynet skrev 24. januar sidste år, at man fandt det "kritisabelt"

Et tiltalefrafald betyder, at man anses som skyldig, men ikke bliver straffet, står der i tweetet.

Straf udeladt på grund af formildende omstændigheder

Årsagen til den manglende straf er en række særligt formildende omstændigheder, oplyser senioranklager ved Statsadvokaten i Viborg, Klaus Meinby Lund.

Først og fremmest har skolelederen og souschefen på Strandmølleskolen forfulgt et legitimt formål med at finde ud af, hvem der havde delt pornografisk materiale blandt eleverne.

Gennemsynet af elevernes computere var kortvarigt og gik udelukkende efter historik - ikke andet indhold på computerne.

Hertil kommer, at gennemsynet fandt sted så længe siden som i 2015, oplyser Klaus Meinby Lund.

Truede med at klippe tissemænd af

Strandmølleskolen blev i december 2014 landskendt for en anden sag, hvor skolelederen afklædte to elever til en morgensamling, den såkaldte nissehuesag, og truede med at klippe deres tissemænd af, fordi de havde glemt at tage nissehuer på.

Det førte til, at skolelederen fik en advarsel af skolens bestyrelse og fik kritik af Børns Vilkår og Kvalitet- og Tilsynsstyrelsen. Han blev også politianmeldt, men politiet opgav at sigte ham, fordi jurister skønnede, at han næppe kunne blive straffet.

Oversigt

    Oversigt