Legendarisk 90´er band klar til Tinderbox

Det britiske band Suede gæster Tinderbox til sommer. Of monsters and Men, Mac Miller, The Sandmen og Ukendt Kunstner er andre nye navne på plakaten

Det tog kun et par minutter at sælge samtlige billetter til Suedes koncert til februar i Koncerthuset i København. En koncert der følger få uger efter udgivelsen af bandets nye album "Night Thoughts", som udkommer d.22 januar 2016.

De britiske pop-legender gjorde sig udødelige i 1990´erne med hits som "Animal Nitrate", "Beautiful Ones" og "The Wild Ones".

”Med dagens tilføjelser in mente tør jeg godt sige, at programmet for 2016 bliver fantastisk! Det har været vigtigt for os at brede programmet ud, så vi dækker flere af de gængse genrer, og det synes jeg er lykkedes rigtig godt indtil videre. Vi oplever da også en meget stor efterspørgsel på billetter, og derfor skal man nok ikke vente for lang tid med at købe, hvis man for eksempel kun vil til Tinderbox torsdag, hvor vi blandt andet jo præsenterer Rammstein og The National”, udtaler festivalchef Brian Nielsen.

De får følgeskab af de islandske kometer Of Monsters and Men, den Pittsburgh- og USA-baserede rapper Mac Miller, et af Danmarks igennem tiderne bedste rockband The Sandmen og ikke mindst vinderne af P3 Prisen i år, Ukendt Kunstner.

 

Tinderbox 2016 afholdes 23.-25. juni 2016 i Tusindårsskoven og har indtil videre følgende navne på programmet:

Rammstein, Volbeat, David Guetta, The National, Suede, Lukas Graham, Malk De Koijn, Dizzy Mizz Lizzy, The Minds of 99, Lost Frequencies, Mac Miller, Of Monsters and Men, Otto Knows, The Sandmen, Ukendt Kunstner, Yellow Claw og RL Grime.

 

Oversigt

    Oversigt