OB hylder Lars Høgh: Legenden får sin egen mur foran stadion

OB's legendariske målmand Lars Høgh blev hyldet før hjemmekampen mod Vejle, da en helt særlig mur blev afsløret foran Odense Stadion.

Der findes næppe et større ikon i OB, end den tidligere målmand Lars Høgh, som i løbet af sine 23 år i klubben spillede hele 817 kampe for striwerne. 

I den periode blev Lars Høgh med sine mange fabelagtige redninger kendt som lidt af en "mur" i målet, og det markerede OB inden søndagens hjemmekamp i Superligaen mod Vejle. 

Her blev en ny Lars Høgh-mur nemlig afsløret foran stadion, som en hyldest til en af klubbens største legender. 

Det forklarer OB's kommercielle chef, Jack Jørgensen. 

- OB er en traditionsklub, og vi er stolte over vores historie og ikke mindst de personligheder, der igennem mere end 131 år har været med til at skrive den. I dag hylder vi Lars Høgh, et klubikon og en fantastisk person, der er indbegrebet af OB. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rørt Lars Høgh

Efter at den nye mur var blevet afsløret foran stadion, var det en både glad og rørt Lars Høgh, som talte med TV 2/Fyns reporter. 

- Det betyder rigtig meget. Jeg har haft en svær periode i mit liv, hvor folk har bakket op omkring mig, og det betyder meget for mig. Generelt har fansene altid betydet meget for mig. Det er så stor en del af fodbolden, siger Lars Høgh og fortsætter: 

- Da jeg spillede var vi måske lidt tættere på fansene, end spillerne er nu. Vi snakkede meget med fansene i gamle dage. Da der ikke var en Storebæltsbro, rejste vi jo med færgen og fulgtes med fansene - havde samtalerne med fansene og havde det fedt med dem. Så de har altid betydet meget for mig, siger Lars Høgh. 
 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lars Høgh lagde handskerne på hylden i år 2000 efter 817 kampe for OB og 8 kampe for det danske landshold. Det blev også til tre danske mesterskaber og tre pokaltitler med OB i løbet af karrieren. 

Hyldesten af Lars Høgh er en del af OB's tilbageblik på 'Miraklet i Madrid', hvor OB sendte Real Madrid ud af UEFA Cuppen med en sejr på 2-0 på mægtige Bernabeu. Derfor blev resten af holdet fra 1994 også hyldet søndag middag, inden kampen mod Vejle. 

 
 
Foto: Andreas Jarvel

 

Oversigt

    Oversigt