I det fynske folks tjeneste

Leguan-ejer fundet

Manden, som hævdede at have fundet en leguan i sin baghave i Ringe, viste sig at have haft den hele tiden.

Fyns Politi sendte en patrulje ud til manden på Løkkevej i Ringe for at tjekke, hvordan han opbevarede den angiveligt fundne leguan på en meters længde.

Men da havde han afleveret den til en anden mand, som har leguaner i forvejen.

Da politiet opsøgte ham, fortalte han at han havde købt den for 400 kroner af den påståede finder, og at denne iøvrigt har haft den hele tiden.

Foreløbig opholder leguanen sig fortsat hos køberen.

- Det er så op til vores jurister at afgøre om den falske anmeldelse skal have et retsligt efterspil, siger vagtchef Steen Nyland, Fyns Politi.