Lejere: Forkert at smide beboer ud før dom

En boligforening i Vollsmose smider en mand ud af sin lejlighed, fordi han er sigtet for skud mod politiet. Vent på domstolene, siger Lejernes LO.

Det fører til folkedomstole, når en boligforening i Vollsmose vil smide en 35-årig mand ud af sin lejlighed - uden at retten har idømt ham en straf. Sådan lyder advarslen fra Lejernes Landsorganisation (LLO).

Den 35-årige er lige nu varetægtsfængslet og sigtet for skud mod to betjente og ildspåsættelse i sidste uge i Odense-bydelen Vollsmose. Men Landsformand for LLO, Klaus Hansen, opfordrer boligforeningen til at afvente en eventuel dom fra retten i Odense.

- I Danmark har vi et retssamfund, hvor ingen er dømt, før de er dømt. Vi skal ikke dømme folk på gisninger eller på anden måde have folkedomstole til at træde i karakter. Derfor kan man ikke gå ind og udøve en så langtrækkende beslutning for familien, før vedkommende er dømt, siger Klaus Hansen, der også ser flere problemer i at smide en sigtet person ud af sin lejlighed.

- Sæt nu, at det viser sig, at det er en helt anden, der har gjort det, og får dom for det. Det kan vi ikke acceptere, siger Klaus Hansen, der understreger, at der i hans udtalelser ikke ligger en vurdering af politiets grundlag for at sigte den 35-årige, og at han heller ikke har sympati for de forbrydelser, der foregik i Vollsmose i sidste uge.

Men direktør i Odense Andels-Boligforening (OAB), Lars Andersen, er sikker i sin sag.

- Denne sag er af en sådan karakter, at lejemålet vil blive ophævet til øjeblikkelig fraflytning, siger han til Fyens Stiftstidende onsdag.

Spørgsmål: Vil I afvente en eventuel retssag, inden I træffer en beslutning?

- Det her kan for mit vedkommende være nok for os, siger Lars Andersen.

OAB er langt fra alene om den hårde linje over for kriminelle. En undersøgelse i det seneste nummer af boligselskabernes blad Boligen viser, at ni ud af de 11 største boligselskaber i Danmark er klar til at ophæve lejemålet, hvis en beboer begår alvorlig kriminalitet i boligområdet som for eksempel ildspåsættelse eller overfald. Her understreger de fleste af boligselskaberne dog, at der skal være klokkeklar dokumentation for forbrydelsen, som for eksempel en dom.

Oversigt

    Oversigt