Lektor: Klar fejl i sag om påstået vold i plejefamilie

Odense Kommune har ifølge en lektor i offentlig ret lavet en fejl i sagsbehandlingen i forbindelse med akutfjernelsen af to plejebørn.

Lektor i offentlig ret ved Syddansk Universitet, Rikke Gottrup, har gennemlæst en række centrale interne dokumenter i en sag om mulig vold i en odenseansk plejefamilie.

Det drejer sig om et referat af en børnesamtale, en indstilling og en handleplan i forhold til den 11-årige pige, som var placeret i plejefamilien sammen med den 8-årige plejebror, som ifølge kommunen måske har været udsat for vold.

Rikke Gottrup er ikke i tvivl om, at der - med mindre der foreligger yderligere notater i sagen - er lavet en klar sagsbehandlingsfejl.

- Man har valgt at skrive hendes navn og sige, at hun bekræfter. Det, mener jeg, er forkert. Jeg mener, man kan skrive i sagen, hvad det er, hun har oplyst. Hvis man så har andre oplysninger, så kan man skrive dem ind og lave en samlet vurdering, som man står på mål for som forvaltning, siger Rikke Gottrup fra Syddansk Universitet.

Afkræftelse af voldepisode blev ændret til bekræftelse

Det fremgår af de pågældende dokumenter, at pigen under en børnesamtale afholdt den 5. januar - samme dag som både hun og plejebroderen blev fjernet fra familien - nægtede, at broderen skulle have været udsat for vold.

Den forklaring ændrede Børn- og Ungeforvaltningen imidlertid dagen efter.

Her udarbejdede forvaltningen en indstilling og en handleplan til pigen, hvori det står beskrevet, at hun har bekræftet den påståede voldsepisode, som altså førte til akutfjernelsen af de to børn - og til, at plejefamilien blev meldt til politiet.

Hvor alvorlig en sagsbehandlingsfejl, der er tale om, tør Rikke Gottrup ikke give en klar vurdering af, da det ifølge hende afhænger af hvilke oplysninger, der ellers er tilstede i sagen.

- Det er i hvert fald en sagsbehandlingsfejl, hvis man gengiver hende forkert. Derudover kan det være en egentlig indholdsmæssig fejl, hvis man faktisk ikke har haft tilstrækkelige oplysninger til at træffe den afgørelse, man har truffet, siger Rikke Gottrup.

Plejefamilien var også i mediernes og Odense Kommunes søgelys tilbage i 2013, da optagelserne af plejemoderens overfusning af en ældre plejesøn blev bragt i fjernsynet.

Siden blev plejemoderen frikendt i en retssag.

Syd- og Sønderjyllands Politi stoppede i marts måned efterforskningen af den seneste anmeldelse mod plejefamilien på grund af manglende beviser. 

Oversigt

    Oversigt