Letbane-arbejde lukker vej i Odense

Beboere og andre trafikanter omkring Vestre Stationsvej i Odense skal finde alternative ruter i weekenden. Trafikken lukker i begge retninger på grund af letbane-arbejde.

Vejen lukkes fra nummer 11 til 96 - fra fredag klokken 18.00, hvor der skal omlægges fjernvarmerør. Fra mandag klokken 5.00 vil det igen være muligt at køre i den ene retning.

- Vi har stor forståelse for, at det er generende for byens bilister, og at det kan skabe forvirring. Men dette gravearbejde er nødvendigt - og så er det trods alt bedre, at det kan blive udført hen over weekenden, hvor det er mindst muligt til gene for trafikanterne, siger Lars Scheuer, der er projektchef med ansvar for ledningsflytninger hos Odense Letbane P/S.

Der vil være mulighed for adgang for beboere og erhvervsdrivende via sidegaderne. Men adgangen vil være begrænset, og man kan ikke komme på tværs af de fem udgravninger, mens der graves. Og de skal være forberedt på larm.

- Det kan ikke undgås, at vi risikerer støjgener, fordi arbejdet udføres uden for normal arbejdstid - i weekenden og hen over natten, siger Lars Scheuer.

Fjernvarme Fyn varsler desuden en kortvarig varmeafbrydelse i weekenden og en længere afbrydelse mandag, når varmerørene skal svejses sammen.

Oversigt

    Oversigt