Letbane: Ingen lukning af Østre Stationsvej

Frygt for lukning af centrale gader i Odense i forbindelse med etableringen af letbanen, kan vise sig at være ubegrundet.

En ny plan fra Odense Kommune lægger op til at der under etableringen af letbanen på Østre Stationsvej foran Odense Banegårdcenter fortsat vil være to bilspor åben - et i hver retning. I dag er der to spor i hver retning.

- Embedsmændene har udarbejdet en plan, der gør det muligt at holde et spor åbent i hver retning - også under etableringen af letbanen, og det er jeg rigtig glad for, siger By- og Kulturrådmand, Jane Jegind(V).

Hidtil har kommunen ikke afvist at både Østre og Vestre Stationsvej ville lukke under etableringen og det ville med stor sandsynlighed have ført til trafikalt kaos, da der kører mellem 12 og 16.000 biler på de to veje om dagen.

Embedsmændenes plan lægger dog fortsat op til lukning af Vestre Stationsvej, hvor der dagligt kører 19.000 biler. I etableringsperioden på lidt over et år skal trafikken i følge planen i stedet ledes af Grønløkkevej, Rugårdsvej og Østre Stationsvej.

Derudover vil også dele af Højstrupvej, Stadionvej, Albanigade, Hestehaven og Hjallesegade bliver lukket i etableringsfasen.

Med det nye forslag fra embedsmændene er det nu op til politikerne i By- og Kulturudvalget at beslutte om de trafikkerede gader skal være farbare eller lukkes.

- Jeg håber at udvalget vil acceptere den nye løsning. Det betyder, at vi kan få en fremkommelig hverdag, og jeg er rigtig glad for at embedsmændende har fundet en løsning på et problem, før det overhovedet er opstået, siger By- og Kulturrådmand, Jane Jegind(V).

By- og Kulturudvalget skal dog først tage stilling til planen fra embedsmændene i april 2016.

Oversigt

    Oversigt