I det fynske folks tjeneste

Letbane med i regeringens tilbud til Enhedslisten

Et starttilskud til en letbane i Odense er med på den liste af tilbud, regeringen har givet Enhedslisten i finanslovforhandlingerne.

Regeringen valgte mandag eftermiddag at offentliggøre den aftaleskitse til en finanslov, som Enhedslisten har fået tilbudt.

På listen er en række investeringer i kollektiv trafik, herunder et starttilskud til en letbane i Odense.

Regeringen er parat til at lave nye initiativer for i alt cirka 11 milliarder kroner i perioden 2014-17. Her er hovedpunkterne:

* Én milliard kroner årligt i 2014-17 til ældreområdet, som blandt andet skal gøre det muligt for modtagere af hjemmehjælp at få to ugentlige bade.

* 1,7 milliarder kroner i 2014-17 til øvrige forbedringer på velfærdsområdet. Det skal gå til blandt andet jobrotation, mindre brug af tvang i psykiatrien, bedre behandling af kræftramte børn, indsatsen for socialt udsatte børn og unge og socialøkonomiske virksomheder.

* 1,5 milliarder kroner i 2014-2017 til grøn omstilling. Det går blandt andet til at oprette en grøn investeringsfond med en udlånskapacitet på fem milliarder kroner, en naturfond på en milliard kroner.

* 2,1 milliarder kroner i 2014-17 til at styrke det organiserede arbejdsmarked. Det skal ske gennem et højere fradrag for fagforeningskontingenter og en styrket indsats mod social dumping.

* 500 millioner kroner i 2014-17 til unge med lave indkomster. Det skal gå til særlig støtte til unge i risiko for hjemløshed, højere satser for forsørgere og mere lempelig modregning af arbejdsindkomst for kontanthjælp og SU.

* Besparelser på 900 millioner kroner i 2014-17 som følge af effektiviseringer annulleres.

Kilde: Finansministeriet

Ved du noget? Så send os et tip