I det fynske folks tjeneste

Lettere for voksne at blive sosu-elev

Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har besluttet at ændre adgangskriterierne til kommunens voksenelevordning. Det betyder, at ledige får lettere adgang til sosu-uddannelsen.

Tidligere stillede kommunen krav om, at ansøgere skulle have relevant erhvervserfaring for at kunne komme i betragtning til en voksenelevplads i kommunen. Det krav har politikerne nu fjernet, så alle der er fyldt 25 år kan begynde som voksenelev på social- og sundhedsområdet i Odense.

- Vi slår to fluer med et smæk med den beslutning. For det første ved vi, at vi om fem til ti år kommer til at mangle arbejdskraft. For det andet ser vi, at krisen i særlig grad rammer de ufaglærte, fortæller ældrerådmand Peter Rahbæk Juel (S). 

Samtidig bliver der indført en følordningen i samarbejde med fagforeningen FOA, hvor vokseneleverne får en grundig introduktion til området. 

De første voksenelever kan begynde i følordningen 1. maj 2009 og herefter starte på social- og sundhedsuddannelsen til august 2009.