Lettet guldtræner: Det har jeg ventet på

Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen - tidligere mangeårig spiller i GOG - var en lettet mand i Brøndby efter DM-finalen. Han havde ventet syv år på at vinde en finale.

Nikolaj Jacobsen har vundet masser af titler som spiller i både Danmark og Tyskland. Som træner har triumferne ladet vente på sig.

Nu er han blevet cheftræner, og i hans første sæson i Aalborg tager fynboen DM-guldmedaljerne med fra Brøndby til Nordjylland. Som en meget lettet mand.

- Jeg har ventet på det her. Det betyder rigtigt meget for mig. Jeg har været assistenttræner i syv år uden at vinde en finale.

- Det er en lettelse, for det har gået mig på, at det ikke er lykkedes, siger Aalborg-træneren, som har formået at få sit hold til at toppe på det helt rigtige tidspunkt.

Aalborg sluttede 10 point efter KIF Kolding i grundspillet, men i Danmark er det som bekendt i slutspillet, det gælder. Her var Aalborg for alvor bedst.

- Jeg tog en grundig snak med spillerne omkring jul. Jeg syntes ikke, at vi præsterede og præsenterede os ordentligt som et hold.

- Men jeg må sige, at det gjorde spillerne virkelig derefter. De tog et skridt op ad og har siden præsteret på et meget højt niveau, siger Nikolaj Jacobsen.

Mens spillerne sang og festede, tog cheftræneren sig også tid til at fremhæve Aalborgs anden træner Morten Bjerre.

- I må ikke glemme Morten. Han har også en stor andel i det her. Han har gjort et stort arbejde og er taktisk meget dygtig. Det var derfor, at jeg ville have ham med til Aalborg, siger guldtræneren.

Oversigt

    Oversigt