I det fynske folks tjeneste

Libyen-krig er brudt ud i Enhedslisten

Den interne kritik af Enhedslistens beslutning om støtte angrebet på Libyen tager til. En af modstanderne er Anna Rytter fra Odense.

Anne Rytter, Enhedslistens folketingskandidat i Odense, er blandt de hårde kritikere af partiets støtte til krigen i Libyen.

Storvask til maj

Enhedslisten bliver nu kastet ud i et internt opgør om partiets historiske støtte til angrebet på Libyen.

Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var med til at grundlægge Enhedslisten i 1989, mener, at uanset om man var for eller imod den militære aktion, så er koalitionen allerede gået længere, end hvad der kan forklares som et flyveforbud.

- Derfor må alle dele af Enhedslisten i dag kunne samles om at kræve et øjeblikkeligt stop for dansk deltagelse i krigshandlingerne, skriver SAP's forretningsudvalg i en kommentar.

Michael Voss fra SAP's forretningsudvalg bebuder derfor - senest på Enhedslistens årsmøde i maj - et opgør med partilinjen.

- Jeg håber, at årsmødets status bliver, at her tog man en forkert beslutning, siger Michael Voss.

Fynsk profil imod krigen

Kritikken kommer, efter at en række venstrefløjspartier og -grupperinger i weekenden demonstrerede mod krigen foran den amerikanske ambassade i København.

Selv om kun to medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse stemte imod beslutningen om dansk deltagelse i krigen, så har to af partiets profiler, folketingskandidat i Odense Anna Rytter og den tidligere folketingskandidat i København Christine Lundgaard efterfølgende på deres blogs på venstrefløjsportalen Modkraft.dk kritiseret krigsdeltagelsen.

Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, understregede tirsdag - efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn - at tiden nærmer sig for en våbenhvile i Libyen.