Lidt for hurtig med bødeblokken: Politiet har uddelt fartbøder til lovlydige bilister

Menneskelige fejl har betydet, at nogle bilister har modtaget en fartbøde, selvom de ikke har kørt for stærkt.

Hvis du har modtaget og betalt en fartbøde, kan det være, at du får pengene tilbage igen. I hvert fald har politiet udskrevet en række bøder til bilister, der ikke har kørt for stærkt, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at ATK-systemet (automatisk trafikkontrol, red.) i nogle tilfælde klassificerer køretøjer forkert, så en personbil forveksles med en lastbil. 

Dette er ikke i alle tilfælde blevet opdaget i forbindelse med den efterfølgende manuelle kontrol. Rigspolitiet skærper nu kontrollen og sikrer, at de rette procedurer følges, og at de fejlagtigt opkrævede bøder bliver tilbagebetalt hurtigst muligt.

358 forkerte bøder

Politiets ATK-system, der blev taget i brug i 2015, foretager automatisk en kategorisering af de køretøjer, der måles på. Politiet har desværre konstateret, at der siden 2015 har været 358 sager, hvor bilister har fået bøder på et fejlagtigt grundlag, fordi en personbil er blevet forvekslet med en lastbil.

De uretmæssige bøder skyldes menneskelige fejl, der er sket, fordi en sagsbehandler ikke har været opmærksom på systemets advarsel om at kontrollere, hvilken type køretøj der er tale om. 

Hvis en personbil fejlagtigt forveksles med en lastbil, kan det medføre, at der uretmæssigt udstedes en fartbøde, fordi der på flere strækninger gælder forskellige hastighedsgrænser for personbiler og lastbiler.

Der er allerede bygget en sikkerhedsmekanisme ind i politiets ATK-system, der skal fange denne type fejl. Men Rigspolitiet har konstateret, at sikkerhedsmekanismen ikke i alle tilfælde har været tilstrækkelig til at sikre, at der ikke er udstedt uretmæssige fartbøder.

Lille andel fejl

Siden 2015 er cirka to millioner køretøjer blevet målt i politiets automatiske trafikkontrol, så de 358 forkerte bøder er kun en lille del af ATK-sagerne. 

Rigspolitiet tager imidlertid fejlene alvorligt og forbedrer nu kvalitetskontrollen af bøderne fra den automatiske trafikkontrol (fotovognene, red.).

- Det er yderst beklageligt, at bilister, der har overholdt hastighedsbegrænsningerne, har fået udskrevet bøder. Vi tager det meget alvorligt, da man skal kunne stole på de bøder, vi udskriver, siger chefen for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Erik Terp.

Pengene bliver betalt tilbage

Rigspolitiet og Rigsadvokaten er i gang med manuelt at gennemgå sagerne, så uretmæssige bødeforelæg kan blive annulleret hurtigst muligt. Sager, hvori uretmæssige bøder er blevet betalt, vil blive genoptaget og bøderne tilbagebetalt.

- De 358 sager vil nu blive genoptaget, så vi sikrer os, at ingen bilister har betalt for meget eller fået et klip i kørekortet, de ikke skulle have haft. Bilister, der enten skal have annulleret deres bøde eller justeret den, vil få besked fra os, siger Erik Terp.

 

Oversigt

    Oversigt