Skole vil mobilafhængighed til livs: - Lige pludselig kigger folk bare mere på hinanden

Mobilen og sociale medier skal ud af klasselokalet. Derfor har Nyborg Gymnasium lavet et eksperiment, hvor mobilerne er helt bandlyst i timen. I artiklen kan du også teste, hvor afhængig du er af mobilen.

På Nyborg Gymnasium er man godt i gang med et eksperiment, der skal vise, om eleverne kan blive mindre stressede ved at koble sig fra de sociale medier og telefonen i skoletimerne. 

Eksperimentet på Nyborg Gymnasium startede mandag morgen, og initiativet til projektet kom fra eleverne selv, der ville se, om det kunne hjælpe dem med at være mindre stressede. 

Eleverne får inddraget deres mobiler i undervisningen, men i frikvartererne er de selv herre over mobil-forbruget, selvom internettet også er begrænset. Derfor har elevrådet også arrangeret flere aktiviteter i frikvartererne, som kan hjælpe med at lave noget andet end at surfe på sociale medier.

TEST DIG SELV: Hvor afhængig er du af din telefon?

Bevæger sig i den rigtige retning

Eksperimentet har kun stået på i to dage, så selvom det er svært at mærke en markant forandring, mener nogle af lærerne, at det allerede har hjulpet. 

- Jeg synes, at det stille og roligt bevæger sig i en retning, hvor der i højere grad er fokus på fagligheden i klassen. Det er stadigvæk kun to dage, så der er ikke så meget at kigge på endnu, men min mavefornemmelse er, at der er mere fokus, siger gymnasielærer Jesper Hjarsbæk. 

- Det er lidt svært at sige efter to dage, men jeg tror, det har hjulpet, siger Jim Bushby, der underviser de internationale elever.

Skal eksperimentet fortsætte?

Om eksperimentet skal fortsætte er der ikke nogen planer om endnu, men nogle af lærerne og eleverne kan godt tilslutte sig, at ekspermentet måske kunne fortsætte i mindre grad. 

quote Lige pludselig kigger folk bare mere op på hinanden. I stedet for at skrive en besked, så siger de det. Der bliver lidt mere summen på den gode måde

Katy Mishvelia, 2.I.

- Jeg synes selv, at vi har taget det lidt til ekstremerne i den her uge. Men jeg synes helt klart, at det her med, at vi ikke kigger på telefonerne, og der er begrænset adgang til internettet, det skader jo ikke, eftersom vi ikke må bruge de sociale medier i undervisningen. Så jeg synes, vi skal arbejde videre på det, siger Katy Mishvelia fra 2.I. 

- Jeg synes ikke, det skal fortsætte. Måske i en mindre grad. Jeg kunne forestille mig, at man kunne sørge for at nogle sider blev utilgængelige på nettet. Men det skal også være op til en selv, det er jo ens eget valg at gå på gymnasiet, men man skal også hjælpes lidt, siger Carl Meusling Gadegaard, 2.E. 

Estafania Bozzo, idékvinden bag eksperimentet, håber, at projektet kan være med til at synliggøre afhængigheden og give eleverne en mulighed for selv at ændre nogle vaner, selvom hun godt er klar over, at det ikke kan ændres på en uge. 

 

- Det hjælper måske på læringen i timerne, men i frikvartererne må eleverne selv være opmærksomme på det, siger Estafania Bozzo. 

Summer på den gode måde

Elevrådet har sørget for at arrangere aktiviteter i frikvartererne, så der er et alternativ til at kigge på sin telefon. 

- Nu er jeg selv en del af elevrådet, og jeg ved, vi laver nogle hyggelige aktiviteter, og jeg synes også, man kan mærke, at folk har taget imod aktiviteterne, snakket lidt mere med hinanden, og der har været mere larm på gangene. Lige pludselig kigger folk bare mere op på hinanden. I stedet for at skrive en besked, så siger de det. Der bliver lidt mere summen på den gode måde, siger Katy Mishvelia.

Mandag holdt læge og IT-iværksætter Imran Rashid, der har skrevet bogen ”Sluk – kunsten at overleve i en digital verden” oplæg for eleverne.

Han roser eleverne for selv at have taget initiativ til at lægge mobilen væk. For ifølge Imran Rashid er der alt for mange, der i dag har problemer med at lægge teknologien væk. 

Oversigt

    Oversigt