I det fynske folks tjeneste

Lillebælt under lup for forurening efter brand

Middelfart og Fredericia Kommuner holder vågent øje med miljøet i Lillebælt efter en voldsom brand hos firmaet Dan Gødning i Fredericia Havn.

Frygten er, at branden i februar medførte et større udslip af kvælstof fra den silo, der gik ild i.

De to kommuner har aftalt at få lavet ekstraordinære undersøgelser af badevandet på udvalgte strande i begge kommuner med særlig opmærksomhed på mængden af kvælstof, oplyser Fredericia Kommunes chef for teknik og miljø, Peter Krongaard-Kruse.

Hidtidige undersøgelser foretaget af Fredericia Kommune af hensyn til vinterbadere har ikke givet grund til alarm, men mistanken lever stadig.

Resultatet af de nye undersøgelser bliver offentliggjort snarest muligt.

Et forhøjet indhold af kvælstof i vandet er ikke i sig selv farligt; men det kan medføre opblomstring af giftige alger, som gør badning sundhedsskadelig.

Samtidig har de to kommuner bestilt en undervandsobservation af dyre- og plantelivet i Lillebælt.

Torsdag var en dykker under overfladen og foreløbig ser det godt ud:

- De foreløbige meldinger går på, at der ikke er synlige tegn på miljøskader derude, siger Peter Kronsgaard -Kruse.

En detaljeret redegørele for undersøgelserne ventes offentliggjort i næste uge.

Miljøskadeloven i brug for første gang

Fredericia Kommune har siden branden i februar været i dialog med Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen om, hvorvidt forureningen har så stort et omfang, at den kan blive omfattet af miljøskadeloven.

Det vil i så fald være første gang, den tages i brug.

Derfor er der ingen erfaringer at trække på med hensyn til hvilken dokumentation, kommunen skal levere.

Miljøskadeloven skal sikre, at den ansvarlige for miljøskade eller fare for en miljøskade betaler for forebyggelse og oprydning.

Det vil sige, at Dan Gødning kan blive pålagt at stå for at klarlægge årsagerne til forureningen eller den mulige miljøskade og  omfanget af den.

Fredericia Kommunes foreløbige vurdering er, at mindst 4000 ton ren kvælstof slap ud i Lillebælt, men det er en kompliceret opgave at fastslå det nøjagtige omfang.

Kommunen forventer at have et udkast til en vurdering midt i maj.

Den 3. februar kollapsede en tank hos Dan Gødning i Fredericia Havn, mens den blev fyldt med gødning fra et skib.

Det fik en anden tank med palmeolie til at antænde, og over 250 brandfolk brugte to dage på at slukke ilden, mens der flød gødning ud over havnen.

 

Ved du noget? Så send os et tip