Lillebæltsbroen åbnet igen efter kaos

Den Ny Lillebæltsbro åbnede igen ved 13-tiden efter massesammenstød med mere end 20 involverede biler i den tætte morgentåge.

Omkring klokken 13 kunne begge spor tages i brug på Den Ny Lillebæltsbro efter en stribe uheld, der involverede mere end 20 biler - heriblandt flere lastbiler.

En kombination at tæt tåge, for høj fart og for tæt kørsel førte mandag morgen til tre uheld på Den Ny Lillebæltsbro.

Seks personer kom til skade - dog ikke alvorligt.

- Vi fik melding lidt efter klokken 08 om, at der var sket et uheld påLillebæltsbroen. Det viste sig, at 19 biler var indblandet, en ambulance og en lastbil, fortæller indsatsleder fra Fyns Politi, Allan Lemming.

Det affødte to yderligere uheld med i alt tre lastbiler og to biler.

Mere end 20 biler skulle bagefter flyttes - blandt andet tre lastbiler - som i første omgang blev trukket hen på Rasteplads Lillebælt umiddelbart før broen på  Fynssiden.

På et tidspunkt var broen spærret i begge retninger, men ved 10-tiden blev sporet i retning mod Jylland åbnet, mens det østgående spor var spærret til ved 13-tiden.

Pludselig stod det stille

Brian Nielsen fra Kolding var en af dem, der fik et ufrivilligt ophold på Rasteplads Lillebælt mandag formiddag.

- Vi kørte vel 80 kilometer i timen og ret tæt. Det var jo tåget. Trafikken gled jævnt, men pludselig bremser alt foran. Jeg forsøgte at undvige den forankørende varebil ved at trække ud mellem den og autoværnet, men ramte både varebilen og autoværnet, fortæller Brian Nielsen, som slap uskadt, men han var lidt groggy, lige da det var sket.

Flemming Dahlhus er endnu en af dem, der blev involveret i massesammenstød.

 

- Det var tåget, og vi kørte forsigtigt i alle tre baner. Jeg lå i den midterste. Så så jeg, at de holdt stille længere fremme og bremsede; men jeg kunne ikke få hold på bilen. Jeg prøvede at undvige dem foran, men fik en af dem skubbet over i autoværnet, fortæller han.

Også en ambulance blev ramt af uheld
Også en ambulance blev ramt af uheld
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Helt ekstremt

Flere redningsselskaber deltog i oprydningen efter uheldene, og adskillige lad- og kranvogne var i sving.

- Det er godt nok helt ekstremt. Det er mange år siden, jeg har set det så slemt, siger Tony Johansen fra Redning Danmark i Vissenbjerg.

Tony Johansen, Redning Danmark: Det er godt nok helt ekstremt
Fotograf: Ken Petersen

Han forklarer det selvfølgelig med den meget tætte tåge, men også folks måde at køre på.

- Folk er ikke dygtige nok til at holde afstand på motorvejen. Vi ser dagligt, at det går galt, siger han og slutter med et råd:

- Hold afstand og hold fingrene fra mobiltelefonen.

Indsatslederen fra Fyns Politi, Allan Lemming, er enig:

- Folk kører simpelthen for stærkt og for tæt. Så når der sker et uheld, kommer folk bagfra og kører op bagi, siger han og tilføjer:

- Det er også enormt vigtigt i tåget vejr at tænde sine tågelygter, så folk kan se een.

Allan Lemming, indsatsleder fra Fyns Politi: Folk kører simpelthen for tæt og for stærkt
Fotograf: Ken Petersen

 

Oversigt

    Oversigt