Lukket igen: Lillebæltsbroen bliver fikset i år

Den Gamle Lillebæltsbro er efter planen færdigrenoveret i starten af oktober. Arbejdet har periodevis stået på siden foråret 2018.

Den 1. oktober kan bilister efter planen krydse en gennemrenoveret udgave af den Gamle Lillebæltsbro.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

Dermed ligger det nu endelig fast, at broen efter flere forsinkelser er færdigrenoveret inden udgangen af 2019. Ifølge Vejdirektoratet vil man indlede de resterende 35 ugers arbejde på broen 29. januar klokken 20 om aftenen. 

 

 

Det betyder, at broen fra udgangen af januar bliver spærret for biltrafik frem til 1. oktober 2019. Ifølge Vejdirektoratet kan fodgængere, cyklister og knallerter færdes som normalt. 

Næsten fordobling af vejarbejdet i år

I den oprindelige plan for arbejdet af broen lød det, at den kunne være renoveret i løbet af to gange 20 uger i 2018 og 2019. 

Den plan blev hurtigt ændret, da det stod klart, at entreprenøren på grund af en arbejdsulykke måtte indstille arbejdet i en måned

Derfor må entreprenøren ifølge Vejdirektoratet bruge 35 uger på at renovere den Gamle Lillebæltsbro i år. 

- Vi ved godt, at spærringen på 35 uger er lang tid, og vi er klar over de samfundsmæssige gener for trafikanter, naboer og erhvervsliv, mens broen er spærret. Det beklager vi. Jeg kan forsikre, at vi i vores planlægningsarbejde har gjort alt, hvad vi kan, for at spærringen er blevet så kort som overhovedet muligt, siger Vejdirektoratets projektleder Janie Winther Ipsen. 

 

 

Ifølge Vejdirektoratet er de 35 uger dog kortere tid, end man havde regnet med. Tidligere regnede man med, at det ville tage 40 uger. 

- Desværre har det ikke været muligt at afkorte perioden yderligere, da det er meget kompliceret og tidskrævende arbejde, vi skal udføre, lyder det fra projektlederen. 

Oversigt

    Oversigt