Kø på motorvejen: Lillebæltsbroen lukket på grund af uheld

Et uheld med en motorcykel og op til flere biler lukkede Lillebæltsbroen tidligere på dagen. Det har resulteret i lange køer. Ét spor er stadig spærret.

Opdatering
Clock14. okt 2018, kl. 13:23
Tilføjet citater fra vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter.
Clock14. okt 2018, kl. 13:32
Vejdirektoratet oplyser på Twitter, at alle spor nu er genåbnet. "Der er til gengæld kommet noget kø. Forvent forlænget rejsetid indtil midt på eftermiddagen," skriver de.

Fynske Motorvej blev søndag middag spærret i retning mod Jylland på Ny Lillebæltsbro på grund af et uheld.

Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.

Klokken 13 blev to spor genåbnet mod Lillebæltsbroen. Dog er ét spor ifølge Vejdirektoratet stadig spærret og trafikanter må forvente forsinkelse på deres rejse.

- Vi har gradvist genåbnet sporene, men det har selvfølgelig resulteret i en del kø. I øjeblikket er køen i hvert fald på nogle kilometer og strækker sig helt ned til området omkring Nørre Aaby, fortæller Rune Johansen, vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter.

Oprydningsarbejdet fra uheldet forventes at vare ved til klokken 13.30.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Motorcykel og flere biler involveret

Ifølge vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter, Rune Johansen, var både en motorcykel og op til flere biler involveret i ulykken.

- Vi har ikke fået alle detaljerne, men der har været en del redningsarbejde og oprydning på stedet. Det er det, der har taget tid, fortæller han.

- Der har også været oliespild, så det har i sig selv medført en del oprydningsarbejde.

Søndag er en populær rejsedag på grund af efterårsferien, hvor især sommerhusejere pakker bilen og drager afsted. Derfor har Vejdirektoratet også oplevet ekstra mange biler på vejene dagen igennem.

Vejdirektoratet anbefaler, at man orienterer sig før afgang.

Oversigt

    Oversigt