Lilleholt vil sikre Odense mod skattely-firmaer

Christoffer Lilleholt vil bruge ny vejledning fra Konkurrencestyrelsen til at undgå, at Odense Kommune bruger firmaer med forretninger i skattely.

Venstres byrådmedlem Christoffer Lilleholt har sat Odense Kommunes embedsmænd på arbejde. De skal nu udarbejde en liste over alle de firmaer, som kommunen samarbejder med, og som har forbindelser til lande, som er kendt som skattely. 

- Vi skal have kigget på, hvad er det for nogle firmaer, vi samarbejder med.  Er der nogle af de firmaer, der har ejerforhold, som ligger i lande, der må betegnes som skattely, så er det dybt problematisk. Vores skattekroner skal ikke gå til firmaer, som trækker pengene ud af Danmark for at undgå at betale skat, siger Christoffer Lilleholt. 

Det er en ny vejledning fra Konkurrencestyrelsen, som giver kommunerne mulighed for at sætte et krav om "at firmaer har en fair skattepraksis". Det betyder ifølge Bent Greve, medlem af skatterådet og professor i samfundsvidenskab, at kommuner nu kan stoppe for brugen af firmaer med forbindelser til lande som eksempelvis Panama. 

- Der er en kattelem her, men det er kun for de meget store kontrakter, fordi der skal tages stilling til proportionaliteten, har Bent Greve sagt til fagbladet Kommunen

Kontrakterne skal efter alt at dømme være på minimum 39 millioner kroner, før kommunen kan tillade at sætte krav om, at firmaerne skal levere bevis på, at de ikke har konti i skattely. 

- Hvis vi har store selskaber, der laver store opgaver for os, så må vi sætte som krav, at man ikke har sine forretninger liggende i eksempelvis Panama, siger Christoffer Lilleholt. 

 Det er dog ikke sikkert, at kommunen kan gøre noget ved de firmaer, som kommunen allerede har indgået kontrakt med. Men sådan skal det altså ikke være fremover. 

- Det kan være en udfordring, hvis der er firmaer, vi allerede har indgået kontrakt med. Men de kontrakter, som vi indgår fremadrettet, dér skal vi sætte krav om, at firmaer ikke sender vores penge i skattely. Derfor har jeg også bedt om en værktøjskasse med nogle redskaber, som vi kan bruge for at undgå det i fremtiden, siger Christoffer Lilleholt. 

Oversigt

    Oversigt