Lilleør: Pas på. H.C. Andersen må ikke blive latterlig

En fynsk restaurant-kæde går nu ind i kulturbranchen. Direktøren for Jensens Bøfhus foreslår, at Odense får en årligt tilbagevendende H. C. Andersen-festival. Kathrine Lilleør advarer: Kvaliteten skal være i orden.

For syv år siden udviklede H. C. Andersens 200 års fødselsdag sig til en skandale blandt andet på grund af en koncert med popstjernen Tina Turner.

Men nu skal H. C. Andersen fejres igen, siger ejeren af restaurantkæden Jensens Bøfhus. Med støtte fra en række store private erhvervsvirksomheder, skal der laves en H. C. Andersen festival i august 2013.

Odense Cityforening skal stå i spidsen for festivalen, der kommer til at ligge lige efter Odense Blomsterfestival og lige før Odense Filmfestival.

Men Kathrine Lilleør advarer. Hun er bekymret for at arrangementet kommer til at fremstå latterligt.

- Det er set før, at Odense har lavet arrangementer, der har fremstået tvivlsomme. Det virker jo ufrivilligt komisk, når Isabell Allende bliver kørt rundt i en golfbil styret af en falsk H.C. Andersen. Den slags skal man passe på med, siger debattøren.

Den nye HC Andersen-festival ventes at få et samlet budget på mellem 7 og 10 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt