I det fynske folks tjeneste

Lindegaard: Giggs er en ny Guardiola

Ryan Giggs fik hårene til at rejse sig hos Anders Lindegaard inden lørdagens Premier League-kamp mod Norwich.

Ryan Giggs fik hårene til at rejse sig hos Anders Lindegaard inden lørdagens Premier League-kamp mod Norwich.

Manchester United-målmanden Anders Lindegaard mener, at klubbens midlertidige manager Ryan Giggs har et kæmpe potentiale og sagtens kunne varetage en permanent rolle som manager.

Lindegaard sammenligner Giggs med den succesrige Bayern München-træner Josep Guardiola.

- Det lyder nok temmelig naivt og uigennemtænkt, og jeg forstår folks skepsis overfor en konklusion draget på baggrund af fire træninger, en kamp og en fridag, men for mig at se har vi at gøre med en ny Guardiola.

- Spørgsmålet er, om han allerede nu er klar til at indfri det kæmpe potentiale, han besidder. Heldigvis er det ikke min beslutning at træffe, men 100 procent klubbens.

- Og uanset hvad klubben beslutter, er jeg sikker på, at alle på og omkring holdet vil respektere den, skriver Lindegaard i sin blog hos spillefirmaet Betfair.

I tirsdags fyrede United skotten David Moyes efter en sæson præget af dårlige resultater. I stedet blev Giggs ansat som midlertidig løsning i resten af sæsonen.

- Nogen vil måske stille spørgsmålstegn ved, om det kan fungere at gå fra at være holdkammerat til manager fra den ene dag til den anden. Normalt vil jeg også have mine forbehold, men i Giggs' tilfælde er det en anden sag.

- Ryan Giggs har altid holdt en form for professionel distance til sine holdkammerater. Han har åbnet munden, når det har været relevant, og folk har altid lyttet.

- Det, vi har set den første uges tid, har været mere end overbevisende. Parallellerne til Sir Alex Ferguson er slående, og det er tydeligt, at Ryan Giggs har stået i lære hos historiens mest respektindgydende fodboldmanager.

- Hans sidste tale, inden holdet gik på banen inden Norwich-kampen, var hårrejsende på en måde, jeg kun har oplevet fra Sir Alex Ferguson - skuf ikke publikum, lyder det fra Lindegaard.

United vandt lørdag aften 4-0 hjemme over Norwich i Giggs' Premier League-debut som manager.

Ved du noget? Så send os et tip