Lindegaard tjekkede fodbold - og blev far

Mens Manchester United i sidste weekend overtidsbankede rivalerne fra City, var klubbens fynske målmand et helt andet sted - i gang med at blive far på fødegangen.

Det vakte en del opsigt, da Manchester Uniteds fynske målmand Anders Lindegaard i sidste weekend ikke var på holdet til topkampen mod Manchester City. Men nu er der kommet en forklaring. Den 28-årige keeper var nemlig på fødegangen.

- Jeg så ikke kampen, da jeg sad ved min kærestes seng og sagde huh-huh-hu-huh-huh i et forsøg på at hjælpe hende, siger Anders Lindegaard i følge tv2.dk til Manchester Uniteds hjemmeside.

Helt væk var Lindegaard dog ikke, for ligesom Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford kaldes "Drømmenes teater", så drømte målmanden sig også væk enkelte gange under fødslen.

- Jeg havde min telefon i baglommen, så jeg tjekkede hele tiden stillingen og kampens udvikling. Det slog hun mig næsten ihjel for et par gange. Men jeg kunne ikke helt slippe det.

Anders Lindegaard kalder oplevelsen for den største nogensinde, men har ikke meget tid til at dvæle ved familieforøgelsen.

I følge Manchester Uniteds hjemmeside, så er han med til lørdagens kamp mod Sunderland.

Oversigt

    Oversigt