I det fynske folks tjeneste

Lindegaard vil have Vestager som statsminister

Den fynske målmand Anders Lindegaard, der til daglig spiller for Manchester United, så gerne de radikales Margrethe Vestager som statsminister. 

Normalt er de fodboldspillere meget afholdne med at udtale sig, når snakken falder på politik. Men Anders Lindegaard er ikke som fodboldspillere er flest.

- Jeg er en offentlig person, der spiller i en stor klub og er omkring landsholdet, så hvis jeg lukker i og nægter at udtale mig, risikerer jeg, at I skaber et forvrænget billede af sandheden, forklarer Anders Lindegaard til Ekstra Bladet.

- Til trods for at det nok er naturligt, synes jeg, at det er en lille smule komisk, at der er så stor fokus på økonomien i valgkampen. Det er ubeskriveligt så lille og ubetydelig en brik, Danmark er i det store puslespil, siger Lindegaard.

Og United-keeperen har en klar favorit blandt folketingskandidaterne.

- Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg skal sætte mit kryds. Og det er på de radikales leder, Margrethe Vestager, siger Anders Lindegaard til Ekstra Bladet.

- Hun virker meget saglig, og så kan jeg godt lide den politik, hun fører. Ikke mindst det punkt, hvor hun fraviger mest fra den blå blok; nemlig at ville lempe stramningerne over for folk, som vi eksempelvis selv har placeret i asyllejre, siger Anders Lindegaard til Ekstra Bladet.

Anders Lindegaard håber ikke bare, at de radikale får et godt valg. Han ser gerne, at Margrethe Vestager stryger helt til tops.

- Jeg kunne godt se Margrethe Vestager som statsminister, siger Anders Lindegaard til Ekstra Bladet.