I det fynske folks tjeneste

Lindø: Kæmpeordre giver hundredevis af job

Bladt Industries i Lindø Industripark har modtaget en kæmpeordre fra en vindmølleproducent. Det betyder job til op mod 200 personer, skriver DR Fyn.

Virksomheden skal levere 41 fundamenter til havvindmølleparken Wikinger i Tyskland, og dermed har mellem 150 og 200 smede og svejsere udsigt til job hos Bladt Industries på Lindø.

- Vi er glade for, at vi med den nye ordre kan fortsætte vores produktion på Lindø, siger direktør Jan Kjærsgaard til DR Fyn.

For halvandet år siden rykkede Bladt Industries ind i Lindø Industripark. Virksomheden lever fra projekt til projekt og måtte derfor fyre 160 ansatte i november. Og der er altså nu mulighed for, at flere af disse kan søge stillingerne, den nye ordre giver.

De første fundamenter skal leveres i andet kvartal 2016.