I det fynske folks tjeneste

Lindø klar til produktion af kæmpemølle

Siden efteråret 2011 har Vestas lejet sig ind i en af de store haller på Lindø.

Vestas holder døren åben for produktion af kæmpevindmølle i Danmark. Og Lindø vil være en mulig placering.

Vestas er for øjeblikket ved at opbygge prototypen til nacellen til den nye kæmpemølle i en af de store haller på Lindø.

Nacellen er maskinhuset på toppen af vindmøllen, hvor generator og elektronik er placeret, og hvor vingerne er monteret.

Den nye nacelle-prototype V164, der er en 8-megawattmølle, skal også testes på Lindø, på LORCs nye test-installation.

Vestas har endnu ikke besluttet, hvor en eventuel serieproduktion af den nye kæmpemølle skal placeres. Men i følge energiwatch.dk kan det bliver på Lindø.

- Hvis vi kan lykkedes med at få V164'eren succesrigt på markedet, så ville det da være fantastisk, hvis vi som dansk virksomhed også kan lave noget her på Lindø, siger Uffe Vinther-Schou, senior vice president for sales hos Vestas, til energiwatch.dk.

Vestas planlagde i første omgang, at produktionen af de nye kæmpemøller skulle foregå i England, tæt på de steder i Nordsøen, hvor møllerne skal opstilles. Men den plan er nu opgivet, da Vestas i givet fald selv skulle betale for opgradering om modernisering af havneanlæg.

Udover at Lindø får den nye LORC-test-bænk til vindmøller, så er området også klart til transport af tunge elementer som nacellerne.

- Du kan køre rundt med 4-500 ton på hele området, siger direktør i LORC Ove Pedersen til energiwatch.dk.

Selv om en produktion på Lindø vil betyde længere transport af møllerne, så af skrækker det ikke Vestas.

- Der er klart nogle omkostninger forbundet med transportsiden, men det er ikke nødvendigvis diskvalificerende for Lindø, siger Uffe Vinther-Schou til energiwatch.dk.

Ved du noget? Så send os et tip