Lindø sælger ejendomsselskaber for 600 millioner kroner

Lindø-værftet sælger nu Ejendomsselskabet Lindø A/S og Munkebo Forsyningsselskab A/S. Dermed får det skrantende værft 600 millioner kroner i kassen.

- Vi har valgt at sælge vores to ejendomsselskaber for at styrke egenkapitalen og likviditeten, siger Peter Jann Nielsen, der er økonomidirektør på Lindø-værftet.

Ejendomsselskabet Lindø A/S ejer mange boliger i Munkebo, mens Munkebo Forsyningsselskab A/S styrer byggeprojekter for virksomheder i A.P. Møller - Mærsk Gruppen og derudover ejer en række bygninger, der er udlejet til virksomheder i A.P. Møller - Mærsk Gruppen.

De to selskaber bliver begge solgt til Maersk A/S.

- Salget giver os mulighed for at fokusere endnu mere på at bygge skibe og effektivisere vores produktion, siger Peter Jann Nielsen fra Lindø-værftet.

Han understreger, at salget af ejendomsselskaberne ikke kommer til at få nogen betydning for beboerne. I øjeblikket er 25 procent af boligerne udlejet til medarbejdere ved Lindø-værftet.

Oversigt

    Oversigt