Lindø vil sælge estisk skibsværft

Som et led i de igangværende rationaliseringer har Odense Staalskibsværft A/S (Lindø) sat Loksa Shipyard Ltd. i Estland til salg.

Det estiske skibsværft Loksa Shipyard Ltd. har ikke betydning for Lindø-værftet - og derfor er det sat til salg. Det sker som et led i de rationaliseringer, som værftet er inde i for at styrke konkurrenceevnen og for et vende et underskud til et overskud. Det arbejdes der hårdt på, siger Finn Buus Nielsen, administrerende direktør på det A.P. Møller-Mærsk-ejede Odense Staalskibsværft A/S.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi står i en vanskelig situation. Derfor arbejder vi fortsat hårdt på at styrke værftets produktivitet og konkurrenceevne. Et salg af Loksa Shipyard Ltd. vil give os mulighed for at koncentrere os om skibsbygning på Lindø og udvikle vores datterværft Baltija i Litauen, som fremstiller dækshuse og sektioner til Lindø, siger Finn Buus Nielsen.

Loksa-værftet har været en del af Odense Staalskibsværft Gruppen siden 1994 og er i dag en af verdens førende producenter af lugedæksler. Værftet producerer også stålsektioner og komponenter.

Et salg af Loksa Shipyard Ltd. få ikke konsekvenser for byggeprogrammet på Lindø, hverken for nuværende eller fremtidige ordrer, oplyser værftet. Danske Markets er Lindøs finansielle rådgiver i salgsprocessen.

Oversigt

    Oversigt