Lindø skal levere dele til USA's første store havvindmøllepark

MHI Vestas er udset til at levere vindmøllerne til den første rigtig store havmøllepark i USA. Et projekt til omkring seks milliarder kroner.

MHI Vestas er udset til at skulle levere vindmøller til den første store havvindmøllepark i USA.

Vindmølleselskabet er således blevet udpeget til foretrukken leverandør til et stort projekt ud for den amerikanske østkyst i delstaten Massachusetts. 

Projektet har en samlet størrelse af 800 megawatt (MW). Det oplyser MHI Vestas i en pressemeddelelse

Tidligere tirsdag meddelte dansk-japanske MHI Vestas, at der skal ansættes 50 medarbejdere på Lindø. Her samles og opbygges de store maskinhuse til vindmøllerne - de såkaldte naceller.

Ud over rekruttering af 50 nye medarbejdere skal der gennemføres nye testsystemer på fabrikken, der er designet til at øge produktionshastigheden og forbedre kvaliteten af ​​den samlede nacelle, oplyser fabrikschef Claus Ungstrup.

MHI Vestas udvider desuden arealerne på Lindø med 10.000 kvadratmeter fabriksplads og 27.000 kvadratmeter lagerplads til de færdige naceller. Dermed fordobler MHI Vestas deres tilstedeværelse på Lindø.

Virksomheden har samtidig har forlænget sin lejekontrakt med havnen til otte år.

Ekspert: En ordre til mindst seks milliarder kroner

Hos Sydbank betegner aktieanalysechef Jacob Pedersen udsigten til den store ordre som særdeles positiv. 

Dels vil kontrakten ifølge hans vurdering have en værdi af mindst seks milliarder kroner, og dels har MHI Vestas i en lang periode haltet efter rivalen Siemens Gamesa på det europæiske marked.

- Det er meget vigtigt for MHI Vestas. Selskabet har været nummer to i rækken i Europa. 

- Ved at sætte sig på det her projekt sikrer MHI Vestas, at man er helt lige - hvis ikke lidt foran Siemens Gamesa. Det er vigtigt at være helt fremme i skoene på et nyt marked, siger Jacob Pedersen. 

Det amerikanske marked har gennem Vestas' historie været et af de vigtigste. Men det har kun været vindmøller på land. 

Først de seneste år er de første havvindmølleprojekter begyndt at tage form, og på havet gemmer der sig ifølge Jacob Pedersen også et stort potentiale. 

- Der er al mulig grund til at forvente, at det er et stort marked for producenterne af havvindmøller. 

- Der er planer for nye parker mange steder rundt i USA, og jeg forventer, at det amerikanske marked kommer til at bidrage til MHI Vestas' vækst, når vi kigger tre, fire eller fem år frem, siger Jacob Pedersen. 

Den endelige kontrakt er endnu ikke på plads, men som oftest plejer den foretrukne leverandør også at vinde ordren i sidste ende. 

Første store projekt af sin slags

Vindmøllerne skal installeres i 2021, og hvis den tidsplan holder, vil havvindmølleparken ifølge MHI Vestas være den første store af sin slags på amerikansk grund.

MHI Vestas er ejet af Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries. 

Selve projektet har også dansk islæt, da selskabet Copenhagen Infrastructure Partners er medejer af havvindmølleparken.

Det er stiftet af flere topfolk i det tidligere Dong, der nu går under navnet Ørsted.

Oversigt

    Oversigt