Lindø-udvidelse udskudt i mindst et halvt år

Udbuddet om udvidelsen af Lindø skal gå om. Projektet bliver derfor mindst et halvt år forsinket. Det skriver Fyens.dk.

Det planlagte udbud om udvidelsen af Lindø Port of Odense, et projekt til 300-400 millioner kroner, skal gå om. Forsinkelsen af det store projekt vil blive på minimum et halvt år, vurderer direktør Carsten Aa overfor Fyens.dk.

quote Vi ville risikere et stort sagsanlæg, hvis vi negligerede forsinkelsen, og det vil vi ikke

Carsten Aa, administrerende direktør, Lindø Port of Odense

Ifølge avisen har Lindø Port of Odense set sig nødsaget til at annullere de bud, der var kommet på opgaven fra fire forskellige konsortier. To af buddene lå ud over den accepterede prisramme, et bud opfyldt ikke de tekniske specifikationer, og det fjerde bud, der prismæssigt var det mest attraktive, blev afleveret tre minutter for sent.

Og regler er regler, og derfor vælger Lindø Port of Odense nu at lade hele udbudsprocessen gå om.

- Vores juridiske ekspert, som er den fremmeste i landet på udbudsområdet, vi kan finde, har gjort os klart, at en forsinkelse er en forsinkelse, uanset om det er tre minutter, tre timer eller tre dage. Vi ville risikere et stort sagsanlæg, hvis vi negligerede forsinkelsen, og det vil vi ikke. Vi overholder loven, længere er den ikke, siger Carsten Aa til Fyens.dk.

Dermed bliver hele projektet, der der blandt andet omfatter nyanlæggelse af en kilometer kajanlæg samt inddæmning af ikke mindre end 400.000 kvadratmeter kyst, forsinket med seks til otte måneder, vurderer Carsten Aa ifølge Fyens.dk. 

Udvidelsen af havnen sker, fordi det går godt - så godt at de er ved at løbe tør for havneplads.

Oversigt

    Oversigt