Lions pris til fynsk projekt for astmabørn

De 300 danske Lions-klubber under Lions Danmark tildeler årets Lions Pris til et projekt, der skal bedre livskvaliteten for børn, der er ramt af astma. Projekt \"Luftballonen\" i Glamsbjerg på Fyn ved projektleder Ole Møller Hansen får prisen på 500.000 kr.  

-

De 300 danske Lions-klubber under Lions Danmark tildeler årets Lions Pris til et projekt, der skal bedre livskvaliteten for børn, der er ramt af astma.


Projekt \"Luftballonen\" i Glamsbjerg på Fyn ved projektleder Ole Møller Hansen får prisen på 500.000 kr.


 Projektet vil som noget nyt afvikle terapeutiske sommerkurser for børnene. For at undgå påvirkninger fra indeklima og husstøvmider skal lejrene etableres som teltlejre, hvor så mange aktiviteter som muligt foregår udendørs. Projektet vil arrangere disse lejre og herunder undervise deltagerne i at bruge deres medicin korrekt. Deltagerne skal forberedes på deres anfald, så de kan leve naturligt trods sygdommen, og så skal de have mulighed for at deltage i sport og andre fritidsaktiviteter trods deres sygdom. Endelig vil man på lejrene undervise i rigtig vejrtrækningsteknik og påvirke holdninger til kost, levevis og rygevaner.


Projektet har i tre år samarbejdet med hollandske lejre. Ifølge Lions Danmark vil etablering af lejre i Danmark bidrage til, at langt flere danske astmabørn får glæde af tilbuddet, som med sit indhold af både undervisning, behandling og socialt samvær hæver astmabørns livskvalitet væsentligt.


 - Antallet af astmapatienter i Danmark er steget meget kraftigt i de seneste år, og vi vil med uddelingen af Lions Prisen bidrage til, at disse lejre kan blive en realitet, siger guvernørrådsformand Ivar Salomonsen, Arden.


Den første astmalejr i Danmark skal ifølge planerne have deltagelse af op til 30 børn mellem 10 og 14 år, af en sygeplejerske, en fysioterapeut og det nødvendige antal frivillige hjælpere. Prisen skal anvendes til etablering af lejre i Danmark, indkøb af telte med mere. Prisen, der i år uddeles for 12. gang, overrækkes tirsdag den 4. juni på Fredensborg af Lions Danmarks protektor, prins Henrik.


Samtlige 300 danske Lions-klubber har haft mulighed for at indstille kandidater til prisen. Der indkom 26 forslag fra 29 klubber.


/ritzau/

Oversigt

    Oversigt