Lis’ demente mor blev væk – nu vil de gerne takke familien, der fandt hende

Et yngre par fandt fredag aften Lis Gulbæk Hansens demente mor, der havde forladt sit hjem i Odense. Siden har Lis Gulbæk Hansen ledt efter familien for at takke dem for hjælpen.

Fredag aften forlod Lis Gulbæk Hansens demente 87-årige mor, Anne-Lise, sit hjem i Søhus nord for Odense. Sent på aftenen blev hun fundet af et yngre par, der efterfølgende kunne aflevere hende hos Lis Gulbæk Hansens mand.

Nu eftersøger Lis Gulbæk Hansen det yngre par, der fandt hendes mor.

- Jeg vil så gerne takke dem og give dem en lille ting som tak for hjælpen, siger Lis Gulbæk Hansen.

Selv var hun på Tinderbox fredag aften, og hun var derfor ikke hjemme, da det yngre par kom med hendes mor. Hendes mand fortalte næste formiddag, at han havde haft fint besøg af Anne-Lise aftenen før.

- Han var gået i seng, da det ringede på døren. Uden for døren stod et par – og så min mor. Så udbrød han: ’Jamen bedste, hvad laver du her?’ Og det vidste hun ikke – og hun vidste heller ikke, hvor hun havde været, fortæller Lis Gulbæk Hansen.

Hvor og hvordan

Hendes mand takkede de to yngre mennesker mange gange, men han fik ikke fat i familiens navne, da de afleverede hans svigermor.

Lis Gulbæk Hansen er derfor også meget interesseret i at finde ud af, hvor de fandt hendes demente mor henne.

- Hun var helt konfus, så de har nok kun kunnet finde frem til vores adresse, fordi hun bærer et identitetsarmbånd med telefonnumre og egen adresse. Men jeg vil rigtig gerne vide mere om, hvor de har samlet hende op henne, siger Lis Gulbæk Hansen.

Hun fortæller, at hendes 87-årige mor har boet en stor del af sit liv i nærheden, og at hun måske har søgt mod det hus, hvor hun boede indtil for halvandet år siden.

Det er ifølge Lis Gulbæk Hansen første gang, hendes demente mor på den måde er gået hjemmefra.

- Men desværre er det nok ikke sidste. Jeg har derfor i dag afleveret en ansøgning til et plejehjem, siger Lis Gulbæk Hansen.

Søger familien

Ifølge Lis Gulbæk Hansens mor havde det yngre par, der fandt hende, også et barn i bilen.

Hvis du kender det yngre par, vil Lis Gulbæk Hansen meget gerne i kontakt med dem.

Du kan skrive en mail til TV 2/Fyn enten via dette link eller via redaktionen@tv2fyn.dk, så videreformidler vi kontakten til Lis Gulbæk Hansen.

87-årige Anne-Lise.
87-årige Anne-Lise.
Foto: Privatfoto

Oversigt

    Oversigt