I det fynske folks tjeneste

LIVE-TV: Toppen af dansk dart kæmper om VM-plads

Landets seks bedste dartspillere dyster i en helt ny turnering, der kan følges direkte på nettet. Den tidligere nummer et på verdensranglisten, Per Skau fra Assens, er med i Danish Darts Challenge.

Interessen for dart er voksende og nu ser en helt ny turnering dagens lys. Formålet er, at øge interessen yderligere gennem livetransmissioner på nettet.

 - Vi har gennem de senere år afprøvet rigtig mange koncepter i forhold til at lave noget godt dart-tv. Sidste år nåede vi toppen med vores Denmark Open i Esbjerg, men vi vil også vise danskerne, at vores egen elite har et tårnhøjt niveau. Derfor bliver Danish Darts Challenge vores store satsning for at vise toppen af dansk dart frem, siger Jesper Thorne, kommunikationsansvarlig i Dansk Dart Union.

Danish Dart Challenge bliver spillet i Odense hos Jysk Fynske Medier - i første omgang for et indbudt publikum. Jysk Fynske Medier er også medarrangør af den nye turnering, og står for livetransmissionen. 

- Vi vil gerne kunne tilbyde vores brugere mere video- og tv-indhold, men især  kan være svært og dyrt at sikre sig rettighederne til. Samtidigt har vi svært ved at vise sport i en tilpas god produktionskvalitet. Den mulighed får vi nu. Derfor er Danish Darts Challenge helt oplagt for os, siger Massimo Grillo, tv-ansvarlig for Jysk Fynske Medier.

Den tidligere verdensetter Per Skau fra Assens er blandt deltagerne i Danish Dart Challenge

I følge dartspillerne er stemningen blandt tilskuerne afgørende i en dartturninger. Derfor bliver kampene afviklet i et lille intimt lokale med plads til 50-60 tilskuere. 

- Hvis vi skal have det til at være rigtig sjovt at spille og rigtig sjovt at være tilskuer til, så skal vi have rigtig meget larm. Hvis der er stille, så hører man det hele, hvis der er larm, så er det bare baggrundsstøj. Så det er fint, hvis der er god gas på tilskuerne, siger Per Skau, der tidligere har været i verdenseliten i dart.

 

Den første runde bliver spillet søndag klokken 12.45 og du kan følge kampen om skiven her: 

 

Søndag den 13. marts samles de fire bedste spillere til semifinaler og finale i Odense.