I det fynske folks tjeneste

Søko-fødsel: - Vi er bekymret for Henriette og ungen

Siden fredag morgen har søkoen Henriette fra Odense Zoo været i fødsel.

02:34

Henriette har nu fået vestimulerende middel. Det er pilen, man kan se. Foto: Anders Høgh

1 af 2

Oceanium i Odense Zoo er forvandlet til fødestue. Fredag morgen gik en af havens søkøer nemlig i fødsel.

Men fødslen trækker ud, og kort efter klokken 18 fik søkoen et skud med et ve-stimulerende middel.

Henriette har nu fået vestimulerende middel. Det er pilen, man kan se. Foto: Anders Høgh

- Det har ikke helt haft den ønskede effekt, men nogen effekt. Vi har helt klart kunne se nogle stærkere veer her inden for den sidste halve time. Vi kan se, at hun bukker sammen langt oftere. Så nu må det godt ske, fortæller Nina Collatz Christensen til TV 2/Fyn klokken lidt i 20 fredag aften. 

Odense Zoo ved ikke nøjagtig, hvornår Henriette gik i fødsel. 

- Jo længere tid, der går, jo mere bekymret bliver vi inderst inde, så vi er selvfølgelig meget opmærksomme på hende. Vi vil selvfølgelig gerne have en levendefødt kalv, men i sidste ende er det også Henriette, vi bekymrer os rigtig meget om. At hun overlever det her. Vi er ikke rolige, før der kommer en unge ud på den ene eller anden måde, lyder det fra Nina Collatz Christensen. 

Personalet overvejer nu om Henriette skal have endnu et skud med vestimulerende stof.

  Foto: Anders Høgh

Ifølge Odense Zoos pressechef Rikke Skovlund er det lidt af en sensation, når en søko føder i fangeskab. 

- Vi er heldige, at vi har et anlæg, hvor vores søkøer trives. Derfor har vi oplevet flere fødsler. Senest sidste år, hvor en anden søko fødte, fortæller Rikke Skovlund.

Endnu mere særligt er det, hvis søkoens unge overlever efter fødslen. Desværre døde kalven sidste år kort efter, den blev født.

Dyrepasserne i Odense Zoo har derfor iført sig jordmodertøjet fredag morgen og assisterer søkoen Henriette under fødslen, der kan risikere at blive en langtrukken affære.

- Vi kan ikke sige, hvor længe det varer. En søkofødsel kan tage lige så lang tid som hos os mennesker, siger Rikke Skovlund.

  Foto: Anders Høgh