I det fynske folks tjeneste

LIVE TV fra Yahya Hassan møde

TV 2/FYN sender tirsdag aften hele Yahya Hassans omstridte digtoplæsning på H.C. Andersen-skolen i Odense direkte i TV.

Det sker på stationens egen 24 timers-kanal, hvor TV 2/FYN går på klokken 18.50 og fortsætter transmissionen helt frem til klokken 20.55.

- Som public service-station er vi glade for at kunne dele Yahya Hassans digte med flere end de 223 tilhørere på H.C. Andersen-skolen. Samtidig vil TV-transmissionen markere, at her i landet er det uhørt, hvis en digters poesi ikke kan læses op, fordi nogle radikale grupperinger ikke bryder sig om budskabet, siger Esben Seerup, direktør på TV 2/FYN.

TV 2/FYN vil selv være på plads med eget nyhedshold tirsdag aften i 19.30- og 22.20-udsendelserne på TV 2.

Også landsdækkende

TV-signalet fra den direkte transmission bliver desuden delt med TV 2 News, der sender Mette Vibe Utzon til Odense som reporter tirsdag aften.

Hele den direkte tv-tranmission kan desuden følges som live-stream på tv2fyn.dk tirsdag aften.

Stor interesse

Det er anden gang på mindre end to uger, at Yahya Hassan besøger Odense for at læse sine digte op.

Forrige torsdag læste han dem op for et fyldt auditorium på Syddansk Universitet, hvor mange studerende - også af anden etnisk baggrund end dansk - måtte gå forgæves.

Mandag er H.C. Andersen-skolen blevet bestormet af tilhørere, som gerne vil deltage i det allerede udsolgte arrangement.

Ved du noget? Så send os et tip