Livet som gadebarn: - Hvad har du stjålet i dag?

Det er en barsk verden, publikum får at se i Odense Teaters familieforestilling af Oliver Twist. Instruktøren er endda i tvivl, om man kan kalde den familievenlig.

Der er mørkt og beskidt på Odense Teaters Store Scene, der skal forestille London i 1800-tallet. Og det er ikke noget skønmaleri, for det handler om børn, der bliver tvunget til at stjæle.

- Det er virkelig uhyggeligt, og det handler dybest set om børnemishandling, siger instruktøren Madeleine Røn Juul.

På scenen afleverer en børnebande af tyveknægte deres tyvekoster til den ubehagelige Fagin, der vogter over dem.
Et ur, en pengepung og dyre lommetørklæder er dagens høst. Alt sammen nødvendigt for at overleve som gadebarn.

Selvom det er en familieforestilling, har instruktøren bevidst arbejdet med at gøre den uhyggelig.

quote Hvorvidt den bliver familieegnet, kan vi godt være lidt i tvivl om lige nu.

Madeleine Røn Juul, instruktør

- Hvorvidt den bliver familieegnet, kan vi godt være lidt i tvivl om lige nu, fordi det er en meget uhyggelig og sort historie. Balletskolen kommer over og hjælper os med at se den, og så må vi prøve den af på børnene og se, om den er for uhyggelig. Jeg tror dog, at børn godt kan tåle noget, der er ondt og uhyggeligt, hvis det ender godt og retfærdigt. For noget af det, børn ikke kan klare, det er er uretfærdighed. Og det kan voksne for øvrigt heller ikke, siger Madeleine Røn Juul.

Madeleine Røn Juul, instruktør.
Madeleine Røn Juul, instruktør.
Foto: Christoffer Laubel

Når instruktøren har valgt at holde den mørke tone i forestillingen, er det, fordi emnet også er gravalvorligt i dag. Historien er skrevet af Charles Dickens i 1837, men lommetyverier og gadebørn er stadig aktuelle emner.

- Der findes faktisk 100 millioner gadebørn i verden. Jeg er selv overrasket over det, for jeg har lige opdaget det. Der bliver begået 50.000 lommetyverier i Danmark om året, og jeg har ikke tal på, hvor mange uledsagede flygtningebørn, der er i Danmark lige nu. Børn, der går for lud og koldt vand, det findes altså også i dag, siger Madeleine Røn Juul.

Unicef har vurderet, at antallet af gadebørn ligger et sted mellem 10 og 100 millioner og er stigende i takt med den voksende befolkning på kloden. 

Erfaring som tyveknægt

På scenen er det Kristoffer Helmuth, der i rollen som Oliver Twist kommer i kløerne på Fagins bande og skal i lære som lommetyv. En uvant rolle for ham.

- Jeg tror aldrig, jeg har stjålet noget som sådan. Måske et tyggegummi engang, hvor man bagefter har fundet ud af det, 'orv, jeg har glemt at betale det her', siger Kristoffer Helmuth.

En af de mere erfarne lommetyve på scenen hedder Dodger. Han spilles af Youssef Wayne Hvidtfeldt, der meget passende kan trække på sine egne småkriminelle erfaringer fra barndommen.

Fra prøverne på forestillingen 'Oliver Twist' på Odense Teater.
Fra prøverne på forestillingen 'Oliver Twist' på Odense Teater.
Foto: Christoffer Laubel

- Det var sjovt at stjæle, da jeg var lille. Sammen med en ven gik jeg på tyvetogt, som vi kaldte det. Så skulle man gå ind i kiosker. Og så tog man et tyggegummi. Det var ret sjovt, og så skulle man gøre det, mens man kiggede dem i øjnene. Det er mange år siden. Jeg skal nok betale det hele tilbage, siger Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Oliver Twist har premiere 9. november på Odense Teater.

Herunder kan du se indslag fra prøverne:

 

 

Oversigt

    Oversigt