Livredderne har haft rolig sommer

Antallet af redningsaktioner ved de fynske strande er faldet i år sammenlignet med året før. Livredderne har slet ikke haft redningsaktioner, hvor badende var i livsfare.

Sidste år var livredderne fire gange involveret i redningsaktioner, hvor menneskeliv var i fare, men i år har livredderne ved Kerteminde Strand og Fyens Strand ved Nyborg slet ikke være involveret i redningsaktioner, hvor menneskeliv var i fare.

På Fyn er der kun livreddere ved de to strande, og statistikken fortæller derfor ikke om der har været redningsaktioner ved andre strande, hvor der ikke er livreddere.

Antallet af almindelige førstehjælpsaktioner er også faldet drastisk. Sidste år rykkede livredderne på de to fynske strande ud til 123 førstehjælpsaktioner. Denne sommer har der kun været brug for 35 førstehjælpsaktioner.

Tendensen fra Fyn går igen iresten af landet, som har haft det laveste antal redningsaktioner i mange år.

Ifølge livredderne hænger det lave antal redningsaktioner ikke kun sammen med den våde sommer.

- Mange vil jo nok synes, at det har været en dårlig sommer, men faktisk har vandtemperaturen været som ved en god gennemsnitlig sommer, og derfor har der været mange i vandet. Men når det er overskyet, opholder folk sig ikke så længe på stranden som på en rigtig god sommerdag. Mange kommer ned med håndklædet i hånden og efter en hurtig dukkert, tager de hjem igen. Bagende sol giver naturligvis et helt andet aktivitetsniveau på stranden, hvor folk tager luftmadrasser og badedyr med i vandet og bader hele eftermiddagen, og dermed er der større risiko for farlige situationer, fortæller Erik Bech, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

I weekenden lukkede livredderne de rød-hvide livreddertårne for sidste gang på strandene, og de kan se tilbage på en travl sæson til trods for gråvejr og dage med regn indimellem.

Oversigt

    Oversigt