I det fynske folks tjeneste

Livredderne har travlt på strandene

Trods dårligt sommervejr har livredderne allerede flere gange været i aktion på de danske badestrande.

Livredderne fra landets største kystlivredningstjeneste, TrygFonden Kystlivredning, har forebygget flere end 600 potentielle badeulykker. Én gang var der liv på spil.

For to uger siden åbnede livredderne de rød- og hvidstribede livreddertårne på 34 strande og havnebade rundt om i landet.

Til trods for, at sommeren endnu ikke har budt på stabilt sommervejr, så har livredderne nok at se til.

Flere end 600 gange har livredderne rykket ud til badegæster, som har været ved at sætte sig selv i fare, og en enkelt gang har livredderne været med til at redde liv.

- Når vi rykker ud til badegæster, som er ved at bringe sig selv i fare, så handler det oftest om, at de ikke følger de 5 nationale baderåd. Nogle svømmer langt ud, selv om de ikke er habile svømmere, andre tager badedyr eller luftmadrasser med ud, når der er fralandsvind, og nogle lader deres børn bade alene uden opsyn, siger René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

Ud over de forebyggende aktioner, har der været brug for almindelig førstehjælp flere end 300 gange, og endvidere har livredderne været i dialog med danskere og turister om badesikkerhed og den enkelte strands forhold godt 8.500 gange.

Flere aktioner i Nyborg og kerteminde

Både i Nyborg og i Kerteminde har livreddere været i aktioner:

o Nyborg: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 7 forbyggende aktioner og 90 oplysende indsatser.

o Kerteminde: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 9 forebyggende aktioner og 120 oplysende indsatser.

De 5 nationale baderåd

TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet de 5 nationale baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.

1. Lær at svømme
Det mest enkle af alle råd og alligevel er manglende svømmekundskaber årsag til drukneulykker hvert år. Hvis du ikke kan svømme, så bad kun, hvor du kan bunde og i roligt vand.

2. Gå aldrig alene i vandet
Er I flere sammen i vandet, kan I holde øje med hinanden og hjælpe, hvis en af jer skulle komme i problemer.

3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne, før du går i vandet, og spørg livredderen til råds. Tjek, om der er fralandsvind eller pålandsvind. Undersøg, hvor hurtigt det bliver dybt, og se på bølgeskummets bevægelse for at bedømme strømretningen. Spørg også livredderen, om der er risiko for revlehuller. Brug heller aldrig oppusteligt legetøj, gummibåde og badedyr ved fralandsvind - det kan meget let være livsfarligt.

4. Lær stranden at kende
Spørg de lokale eller en livredder til råds om badeforholdene, og om der er særlige forholdsregler, du bør kende. Husk, at forholdene ændrer sig med vejret.

5. Slip ikke børnene af syne
Hver femte badeulykke herhjemme sker for børn - og ofte pga. manglende opsyn fra en voksen. Lad derfor aldrig dit barn ude af syne.

Ved du noget? Så send os et tip