Odense taber flagkrig: Livregimentets fane bliver foreløbigt i Skive

Det Fynske livregiments gamle fane kommer ikke til at veje i byrådssalen i Odense i denne omgang. Borgmesterens forsøg på at fravriste Skive Kaserne fanen er mislykkedes. 

Det bliver en fane fra Danmarks-Samfundet, som kommer til pryde byrådssalen i Odense. Det står klart efter, at borgmester Peter Rahbæk Juels (S) forsøg på at få den gamle fane fra Det Fynske Livregiment udleveret fra Skive Kaserne ikke er lykkedes. 

Oprindeligt var det Dansk Folkeparti, der stillede forslag om, at Dannebrog skulle opstilles i byrådssalen. Bortset fra Enhedslisten bakkede alle byrådets partier op om forslaget. 

Et smukt symbol

Begrundelsen var blandt andet, at Dannebrog er et smukt flag, der kendetegner Danmark, og et flag, som er symbol på alt det, der binder Odense Byråd sammen trods politiske forskelle og uenigheder. 

Økonomiudvalget gik straks i gang med at undersøge om Odense Kommune kunne få udleveret Fynske Livregiments Fane fra Skive Kaserne.

Fanen blev overleveret til Skive i starten af 2017, da de sidste forsvarsaktiviteter blev nedlagt på Odense Kaserne.

Borgmester ind i kampen

I oktober sidste år måtte obersten opgive, da fanen er en foræring fra dronning Margrethe til Skive Kaserne, og derfor kan den hverken overdrages eller udlånes til Odense Kommune. 

Men denne melding fik en kampberedt borgmester op på barrikaderne. Han gjorde endnu et forsøg på at få fanen tilbage til Fyn. 

- Vi føler meget stærkt, at den fane hører til i Odense. Der er nogle meget stærke symboler og nogle meget stærke referencer til det at forsvare Fyn, sagde Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Efter 15 måneders kamp og i dialog med både Forsvaret og Nationalmuseet står det nu klart, at fanen ikke kommer til Odense nu. I øjeblikket hører den til under Prinsens livregiment, og vil formentlig på et senere tidspunkt over gå til Nationalmuseet. Om Odense Kommune kan få lov at låne fanen, når den er i Nationalmuseets besiddelse er endnu ikke afklaret. 

Oktober 2018: Se interview med Peter Rahbæk Juel, da han indleder kampen for at få den fynske fane tilbage til Fyn.
Fotograf: Ole Holbech

Gratis fane som alternativ

Tirsdag skal Økonomiudvalget i Odense Kommune derfor tage stilling til, om kommunen vil sige ja til en gratis fane fra Danmarks-samfundet. 

Opdatering
Clock11. mar 2019, kl. 16:08
Artiklen er opdateret med oplysninger om at fanen hører under Prinsens Livregiment og senere overføres til Nationalmuseet.

Danmarks-Samfundet er en forening, der blev stiftet i 1908, og som har til formål at udbrede kendskabet til og anvendelsen af Dannebrog som et nationalt symbol for dansk kultur, fællesskab og identitet.

Oversigt

    Oversigt