I det fynske folks tjeneste

Livsfare: Savede i kabel til transformatorstation

Ukendt gerningsmand forsøgte at save i højspændingskabel og slukkede strømmen til flere hundrede huse / arkiv.

Ukendt gerningsmand forsøgte at save i højspændingskabel og slukkede strømmen til flere hundrede huse i Odense C

Hverken politi eller brandvæsen har noget bud på hvorfor, men sikkert er det, at en ukendt person satte livet på spil, da han eller hun her til eftermiddag, forsøgte at save et kabel over til transformatorstationen på den gamle slagterigrund på Jarlsberggade i Odense.  

- Klokken 16.00 får vi en melding om, at der kommer røg ud fra transformatorstationen. Da vores folk kommer frem, kan de se, at der ligger en nedstryger, og at nogen har forsøgt at save kablet over, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

- Vi ved ikke om hensigten har været at stjæle kabel eller bare at slukke strømmen, men det har været forbundet med stor livsfare at gøre forsøget, siger vagtchefen.

Nedstrygeren har et isoleret håndtag, og det har efter alt at dømme reddet vedkommende fra at få en dødbringende højspænding ud i kroppen.

Hos Odense brandvæsen fortæller indsatsleder Henrik Bavnhøj, at de var ude at slukke branden med co2-slukkere.

- Man sprøjter absolut ikke vand på en transformatorbrand, siger han:

- Så havde vi Energi Fyn ude for at afbryde strømmen, og de var ikke i tvivl om, havde gerningsmanden fået strømmen igennem sig, var han død på stedet.

Et par hundrede hustande var uden strøm i times tid efter branden.

Ved du noget? Så send os et tip