I det fynske folks tjeneste

Livsfarlige stenkast fra broer: Her har man sikret sig

Foto: Ken Petersen

Selvom en tysk familie blev ramt af en dødbringende sten natten til søndag, vil regeringen ikke sikre vejbroer. På trods af, at erfaringerne er gode.

- Man kan ikke gardere sig helt mod idioter.

Sådan lød det fra Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, efter en 33-årig tysk kvinde blev dræbt af en flise kastet fra en motorvejsbro nær Odense natten til søndag. 

Den køber man imidlertid ikke i Aarhus. Her valgte man helt tlibage i 2003 at overdække en gangbro ved indkøbscenteret City Vest i bydelen Gellerup.

 

Ingen planer om at sikre livsfarlig bro

Overdækningen af broen i Gellerup skete efter længere tid, hvor en gruppe unge havde kastet både sten, flasker og cykler ud fra broen og adskillige gange havde ramt især taxaer og busser.

- Det var voldsomt populært i en periode. Det var en stor sikkerhedsrisiko og både passagerer og chauffører blev vildt forskrækkede, fortæller Torben Højer, direktør for Aarhus Sporveje, der står for busdriften.

- Det løste problemet. Det var en stor hjælp for os, fastslår han.

Ligesom broen i Gellerup, er motorvejsbroen ved Odense flere gange blevet brugt til at kaste livsfarlige sten mod trafikken - blandt andet i januar i år, hvor en familie var meget heldig med at slippe med livet i behold. Alligevel er der endnu ikke planer om at dække den til.

- Det er en glidebane. Hvis man begynder at lave sådan noget, så giver man op. Vi kan godt sikre en enkelt bro, men så rykker det bare videre til den næste, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til TV 2.

Ville være højrisiko i Australien

Kast med sten og andet fra broer er altså ikke noget nyt fænomen, hverken i Danmark eller i omverdenen. I Australien har man eksempelvis i mange år haft en lov, der siger, at særligt farlige broer skal sikres.

 

Så havde de måske bare valgt nabobroen. Der er mange broer, man kan benytte til det her

Kristian Pihl Lorentzen

 

Blandt kriterierne for at være en særligt farlig bro er, hvis den er tilgængelig for fodgængere, hvis der tidligere har været episoder med kast, hvis den er over en meget trafikeret vej, hvor bilerne kører hurtigt, og hvis broen ikke på nogen måde er overvåget - alle kriterier, som motorvejsbroen ved Odense opfylder.

Så hvis man nu havde sikret den her specifikke bro efter episoden i januar, så kunne man vel have reddet et liv?

- Det er hypotetisk. Så havde de måske bare valgt nabobroen. Der er mange broer, man kan benytte til det her, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Ved du noget? Så send os et tip